Henriette Kjær trækker sig

Henriette Kjær trækker sig som gruppeformand og politisk ordfører for De Konservative. Og hun genopstiller ikke til næste folketingsvalg.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Henriette Kjær trækker sig som gruppeformand og politisk ordfører for De Konservative.

- Jeg har efter nøje overvejelse besluttet mig for bede Lars Barfoed om at blive fritaget for mine hverv som gruppeformand og politisk ordfører. Jeg fortsætter i Folketinget frem til det kommende folketingsvalg og vil passe de arbejdsopgaver, jeg bliver stillet overfor, skriver hun i en pressemeddelelse.

Læs også: Her er Henriette Kjærs afløsere

Så sent som i går afviste hun, at hun ville trække sig. Men nu meddeler hun, at hun ikke blot trækker sig fra sine topposter i partiet. Hun stiller heller ikke op til næste valg, selvom hun netop er blevet genvalgt som konservativ topkandidat i Århus:

- Jeg har besluttet ikke at genopstille ved næste folketingsvalg trods den varme støtte, jeg modtog ved min opstillingsgeneralforsamling i Århus i mandags.

Billedserie: Henriette Kjær i mediemøllen

Den konservative leder, Lars Barfoed, siger, at han "har stor respekt for Henriette Kjærs beslutning", og at han har afløserne klar.

- På dagens gruppemøde vil jeg indstille Carina Christensen som ny politisk ordfører, Tom Behnke som ny gruppeformand og Mike Legarth som ny næstformand for folketingsgruppen, oplyser han i en anden pressemeddelelse.

Læs også: Engell: Kjær-stop er ikke udtryk for hetz

Henriette Kjærs beslutning kommer efter en stribe afsløringer af uorden i hendes og hendes mand, Erik Skov Pedersens, privatøkonomi. De mange forsider om deres økonomi og et skænderi om penge med svigermoderen i pressen, ønsker hun ikke af fortsætte.

- Alle har ret til et vist privatliv. I den senere tid har det stået mig lysende klart, at hvis denne ret også skal gælde mig, så kan jeg ikke fortsat have et arbejdsliv i politik, skriver hun i sin pressemeddelelsen, hvor hun samtidigt afviser at stille op til interviews om sagen.