Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den konservative politiske ordfører Henriette Kjær kritiserer Berlingske Tidendes brug af anonyme kilder i historien om, at statsministeren angiveligt var advaret om udenrigsministerens afbud til et arktisk møde i Canada og afviser i øvrigt at forholde sig til sagen.
- Det siger jeg overhovedet ikke noget til. Den artikel bygger på anonyme kilder, og jeg kan ikke forstå, at et hæderkronet dagblad som Berlingske Tidende vil benytte sig af den slags, siger hun.
Hun reagerer på, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) ifølge Berlingske Tidende på et møde i regeringens magtfulde koordinationsudvalg forud for Arktis-mødet advarede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, at det ville være "en kæmpefejl", hvis udenrigsminister Lene Espersen udeblev fra mødet i Arctic 5 i Canada før påske.
Berlingske Tidende skriver, at oplysningen kommer fra en af de seks ministre, der sidder i koordinationsudvalget.
Henriette Kjær vil ikke forholde sig til konsekvensen, hvis oplysningerne står til troende.
- Det står ikke til troende. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan lave en forside på et stort respekteret dagblad, der bygger på anonyme kilder, siger hun og mener heller ikke, at Per Stig Møller bør afkræfte oplysningerne, hvis de ikke er sande.
- Så kan vi jo gå rundt og afkræfte alt muligt. Det synes jeg i princippet ikke, han skal, siger hun og oplyser, at hun ikke selv har hørt ham advare.
- Nej, det har jeg naturligvis ikke, siger hun.
Statsministeren har flere gange forklaret, at han ikke på forhånd kendte til afbuddet.
/ritzau/