Et referat af et hidtil ukendt møde i Fødevareministeriet sår nu tvivl om en central del af tidligere fødevareminister Mogens Jensens (S) forklaring i sagen om regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink.
Det er B.T., som er kommet i besiddelse af et fortroligt referat kun til »internt brug i departementet« fra et møde 6. november mellem ministeren, departementschefen, Mogens Jensens særlige rådgiver og ministeriets pressechef.
Referatet har overskriften »Statusmøde om arbejdet med mink-dossieret«.
Mødet fandt sted, to dage efter at regeringen på et pressemøde 4. november havde annonceret, at alle mink i Danmark skulle aflives.
Fødevareministeriet var kort inden pressemødet blevet oplyst af Fødevarestyrelsen om, at der manglede lovhjemmel til den beslutning, og i dagene efter var der drøftelser mellem ministeriet og Justitsministeriet om den manglende hjemmel.
Departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard blev om aftenen 4. november orienteret om den manglende lovhjemmel, og han vidste dermed, at det var ulovligt at kræve alle mink aflivet, da mødet fandt sted 6. november i ministeriet, skriver B.T.
Mogens Jensen har sagt, at han først dagen efter, 7. november, blev orienteret om den manglende hjemmel, men i referatet fra mødet står der, at »der skal tilvejebringes tilstrækkelig hjemmel til at kunne håndtere besætningerne uden for zonerne«.
Det var netop uden for de såkaldte sikkerhedszoner på 7,8 kilometer fra en farm med coronasmitte, at det var ulovligt at kræve alle mink aflivet.
Men Mogens Jensen har altså deltaget i et møde med tre andre personer, hvor de har drøftet, at der skulle skaffes hjemmel til at »håndtere besætningerne uden for zonerne«, dagen før han ifølge egen forklaring vidste, der manglede hjemmel til den beslutning.
Har kendt til problemet
Ifølge professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing rejser referatet nye spørgsmål.
»Det her viser helt nye informationer om, hvad fødevareministeren har vidst og på hvilket tidspunkt. Det står klart, at hele ledelsen i departementet, inklusive ministeren, allerede fredag eftermiddag ved, at der er et problem med manglende hjemmel,« siger Sten Bønsing til B.T.
Mogens Jensen har ikke ønsket at kommentere historien og henviser til regeringens redegørelse.
Sætningen om hjemmel står under overskriften »Kompensationssporet« i referatet, og regeringen har hele tiden oplyst, at den godt var klar over, at der var et hjemmelsspørgsmål i forhold til at lave kompensation til minkavlere.
Til B.T. skriver ministeriet, at »hjemlen, der omtales i de interne noter, handler om hjemmel til at udbetale erstatning til ramte minkavlere og ikke hjemmel til aflivning af mink«.
Læs hele historien hos B.T. her.