Hemmeligheden bag den tyske succes

Hvordan blev »Europas syge mand« til en økonomisk superstjerne på ti år? Bliv klogere på den tyske model.

Den tyske økonomi er fortsat i topform. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS KIENZLE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: I EUs masterplan for en styrkelse af Europas konkurrenceevne er Tyskland det store forbillede. For ti år siden diagnosticeret som »Europas syge mand« med en arbejdsløshed på over ti procent og en lav vækst på 1,2 procent om året. I dag beundret som en økonomisk superstjerne og frygtet af konkurrenterne som eksportverdensmester.

Tyskland kom i modsætning til de fleste andre lande stort set upåvirket ud af finanskrisen. Hvad er hemmeligheden? Spørgsmålet er vigtigt langt ud over Tysklands grænser. Både EU-Kommissionen og mange lande tager ved lære af Tyskland, og kansler Angela Merkel har sin egen plan for det europæiske samarbejde: Konkurrenceevnen skal forbedres gennem reformer i kriselandene. Angela Merkels plan er, at de enkelte lande skal indgå bindende reformkontrakter med EU-Kommissionen. Men hvilke?

Her kommer de omstridte tyske Hartz-reformer ind i billedet. De blev gennemført fra 2003 og frem under Angela Merkels forgænger, Gerhard Schröder, og beskar dagpengeperioden, udskød pensions­alderen, stillede flere krav til arbejdsløse og banede vejen for lavtlønsjob og midlertidig beskæftigelse. Reformer der også bliver krævet af de sydeuropæiske kriselande.

Angela Merkel har på linje med mange andre givet Hartz-reformerne en stor del af æren for det tyske opsving. Men nu afviser fire økonomer fra universiteter i Tyskland og Storbritannien i en ny rapport den sammenhæng. Hvis målet er bedre konkurrence­evne, er Hartz-reformerne »vildledende« som forbillede for andre EU-lande, skriver de. Hartz-reformerne har givet været med til at sænke langtidsarbejdsløsheden og lønningerne i den helt lave ende af lønskalaen, men »de var ikke centrale eller afgørende for processen med at forbedre konkurrenceevnen for den tyske industri,« konkluderer økonomerne i rapporten »From Sick Man of Europe to Economic Superstar: Germany’s Resurgent Economy«.

Analysen spoler baglæns forbi 2003 på jagten efter den tyske succesopskrift. Tilbage til 1995. Det store industriland er i knæ. De økonomiske omkostninger ved den tyske genforening er enorme. Den østtyske industri er brudt sammen, og med Sovjet­unionens kollaps er der opstået hård konkurrence fra øst. De gamle østlande er relativt velfungerende, mange taler tysk, deres fabrikker står still,e og arbejderne skal ikke have særligt meget i løn. Midt i denne fundamentale krise begynder det at gå fremad for den tyske konkurrenceevne.

Forskerne benytter begrebet om relative arbejdsomkostninger per produceret enhed som målestok for konkurrenceevnen. Det består af tre elementer. Arbejdslønnen per time, produktiviteten i den time og valutakursen. Hvor meget værdi kan en arbejder producere, hvad skal han eller hun have for det, og hvad kan produktet sælges for?

Den centrale graf viser, at de relative tyske arbejdsomkostninger per produceret enhed falder markant og kontinuerligt fra 1995, mens de britiske, italienske og spanske stiger, og de amerikanske og franske i dag stort set er som i 1995. Tyske virksomheder har altså gradvist opnået en klar konkurrencefordel i forhold til de betydende konkurrenter, som begyndte længe før Hartz-reformerne.

Det næste spørgsmål er selvfølgelig, hvad det skyldes. Valutakurser spiller en vigtig rolle i forhold til USA, men ikke i forhold til de øvrige eurolande. Det efterlader altså løn og produktivitet. Her bliver det komplekst, for der er sket flere dramatiske ting med de tyske lønninger i de sidste 20 år.

Berlingske har tidligere omtalt målinger fra blandt andre den danske tænketank Cevea, der viser, at lønningerne i den store tyske eksportproduktion generelt ligger højt i europæisk sammenhæng. Alligevel konkluderer økonomerne, at løndannelsen har været vigtig for forbedringen af den tyske konkurrenceevne gennem sin lokale til­pasning til krisen.

De fire økonomer bryder de tyske lønninger ned i højt-, lavt- og normaltlønnede for hver af økonomiens tre sektorer: Den ikke-eksportrettede sektor, den eksportrettede produktion og den eksportrettede service. Her viser det sig ganske rigtigt, at den tyske gennemsnitsløn er steget i eksportproduktionen. Det har den sandsynligvis kunnet gøre, fordi produktiviteten her er steget endnu mere. Men den er holdt konstant i den eksportrettede servicesektor og er ligefrem faldet i ikke-eksportsektoren.

Samtidig viser analysen en markant stigning i lønspredningen i alle tre sektorer. De mest vellønnede tyskere har fået mere i lønningsposen, mens de lavest lønnede har oplevet en reallønsnedgang. Og de spiller også en rolle for eksporterhvervene. Den tyske produktionsmaskine er nemlig blevet så specialiseret, at kun en tredjedel af værditilvæksten foregår i slutproduktionen. Resten kommer fra tyske og udenlandske leverandører, som er stærkt intergreret i den tyske produktionen. Derfor spiller ikke bare den højere produktivitet i industrien, men også de faldende lønninger i de under­liggende brancher som underleverandører og serviceydere en vigtig rolle for at have sænket de relative stykomkostninger og dermed forbedret konkurrenceevnen, lyder konklusionen.

Man kan spørge, hvorfor den fagligt organiserede tyske arbejder pludselig er gået med til sådan en stor ulighed midt i 1990erne. Svaret finder økonomerne i tidens dybe krise og den særlige tyske arbejdsmarkedsmodel.

Den uafhængige lønforhandling mellem arbejdsgivere og lønmodtager-repræsentan­ter er skrevet ind i den tyske forfatning, og modellens fleksibilitet tillod i 1990erne arbejdsgiverne at decentralisere løn­forhandlingen ud på firmaniveau. Med konkurrencen fra de tomme østeuropæiske fabrikker og opgaven med at samle Tyskland accepterede lokale lønmodtager­repræsentanter mange undtagelser fra de generelle brancheaftaler for at beholde arbejdspladserne i Tyskland. I begyndelsen for at undgå bankerot. Senere af hensyn til konkurrenceevnen. »Medicinen« til Europas syge mand kom altså ikke fra reformvillige politikere, men fra uventet kant, lyder konklusionen: Fra den tyske arbejdsmarkeds­model, der gjorde Tyskland i stand til at reagere på de store chock med præcise lokale løntilpasninger.

»Det tyske arbejdsmarked viste sig at være langt mere fleksibelt, end mange nogensinde ville havde troet,« skriver økonomerne.

Prisen var større ulighed. Den tyske krise midt i 1990erne gødede jorden for et langt hårdt træk for de tyske lønmodtagere, hvor Hartz-reformerne i 2003 faldt oven i.

»Dette årti med økonomisk stagnation og prøvelser, da Tyskland var »Europas syge mand«, forberedte befolkningen på at acceptere aftaler for den økonomiske væksts skyld, som fik uligheden til at stige dramatisk for første gang i efterkrigstiden,« skriver økonomerne i rapporten.

I dag er reallønningerne i Tyskland generalt begyndt at vokse igen. Krisen er ovre i Tyskland. Finanskrisen i 2008 og senere gældskrisen ramte derimod en række sydeuropæiske lande og Irland særligt hårdt. Lande som Italien og Frankrig, der modsat Tyskland har stive arbejdsmarkeder med mange nationalt dækkende overens­komster og få undtagelser. Hvis Tyskland skal være model for en styrkelse af andre landes konkurrenceevne, bør de ifølge de fire økonomer kigge mod den fleksible tyske arbejds­markedsmodel snarere end mod Hartz-reformerne. Økonomisk ulighed må påregnes i begge tilfælde.