Helvegs fem råd til nybegynderne

Der er rekordmange nyvalgte i Folketinget. Her får de fem gratis råd af veteranen Niels Helveg Petersen, som har siddet i Folketinget i 34 år.

Den tidligere minister og afgående Folketingsmedlem Niels Helveg Petersen ankommer sammen med Lone Dybkjær til den radikale lejr på Christiansborg på valgdagen 15. september 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

40 procent af det nye Folketing består af nyvalgte medlemmer. 71 politikere skal være med til at styre landet for første gang. Og så er har den nye folketingsgruppe Danmarks laveste gennemsnitsalder nogensinde.

Berlingske har tidligere skrevet, at det kan give nogle børnesygdomme i Folketinget.

Derfor har vi allieret os med en af Danmarks mest erfarne herre, når det gælder landspolitik, som er kommet med fem råd til de nye folketingsmedlemmer. 

Medlem af Det Radikale Venstre Niels Helveg Petersen har siddet i Folketinget stort set lige siden han var 27 år - i 1966. I dag er han 72 år og har flere ordfører- og udvalgsposter bag sig, ligesom han også har været minister.

1: Pas dit arbejde

Ifølge Niels Helveg tager det tre år at uddanne et nyt folketingsmedlem. Derfor er det kun endnu mere nødvendigt at få et godt råd med på vejen. Han kommer her med fire af slagsen til de nye folketingsmedlemmer.

- Punkt et: Når de får tildelt ordførerskaber, så skal de passe dem. De får mange lektier, som de skal læse. Hvis de skal kunne rådgive deres gruppefæller på et område, skal de kunne sagerne, og det er det vigtigste, siger Niels Helveg Petersen.

Han har selv haft diverse ordførerposter, været medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, været politisk ordfører for sit parti, men Helveg har også været økonomiminister og udenrigsminister under to forskellige statsministre.

2 og 3: Få et netværk – på og uden for Borgen

Næste råd fra nestoren til benjaminerne er, at få sig nogle gode kontakter, som de kan rådføre sig med uden for Christiansborgs tykke mure.

- De skal sørge for at danne sig et netværk med nogle folk uden for Folketinget, de kan trække på, som kan give dem gode råd omkring emner, som de beskæftiger sig med, siger Niels Helveg Petersen.

Det tredje råd kommer i tråd med det andet. Det er nemlig også vigtigt for nybegynderne at have et godt forhold til kollegerne – også dem fra de andre partier, som man ikke er enig med.

- Det er vigtigt at have et netværk i huset. Man skal have et godt netværk også i de andre partier for at danne sig et fornuftigt og godt billede af, hvad der egentlig foregår, siger Helveg.

Han har selv en søn, Rasmus Helveg Petersen, som er nyvalgt folketingsmedlem for Det Radikale Venstre.

- Men han har haft sin gang på Christiansborg som journalist, og da han var redaktør for Det Radikale Venstres Pressebureau, siger Niels Helveg Petersen.

4: Lær pressen at kende

Det fjerde råd, som de nyvalgte kan skrive sig bag øret, er også det, der er sværest at efterleve, mener Niels Helveg Petersen i hvert fald selv.

- Det sværeste, det som nogle aldrig lærer, det er, hvordan man håndterer pressen. På den ene side skal man have et godt forhold til pressen, men på den anden side er journalisterne altid interesserede i at skrive om det, som politikeren ikke vil have, siger Helveg.

For hans eget parti, Det Radikale Venstres vedkommende er hele 14 af de 17 medlemmer nyvalgte til Folketinget. Men det bekymrer ikke Niels Helveg, som påpeger, at de fleste har erfaring med det politiske arbejde fra anden politisk repræsentation.

5: Du når det nok

Det sidste råd, som ikke direkte er et råd, men nok nærmere en formaning til de ivrige, unge politikere, er: Det tager tid at falde til, så hav tålmodighed.

- Det tager tid. Især at få et godt netværk i huset, for det kræver, at man opbygger nogle tillidsforhold, og det gør man ikke lige fra den ene dag til den anden. Det sker ved, at ens kolleger ved, at man kan udtale sig trygt, uden det står i avisen næste dag. 

Selv husker Niels Helveg Petersen ikke noget om begyndervanskeligheder eller pinlige episoder i opstarten.

- Det mindes jeg ikke faktisk. Jeg mindes derimod, at der var meget arbejde, fordi man skal lære det hele på engang. Det var ofte mange timer. Jeg var jo også godt kendt med partiet og ledelsen, min far var minister på det tidspunkt, og jeg kendte Hilmar Baunsgaard (daværende statsminister, red.) rigtigt godt, så jeg var heller ikke et ubeskrevet blad, siger Niels Helveg, som dog husker, at én ting overraskede ham:

- Det var endnu mere spændende, helt opslugende spændende, end jeg havde regnet med.

Niels Helveg Petersen er i dag 72 år og valgte i 2008 ikke at genopstille til Folketinget ved dette valg.