Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Blandt den gruppe af danskere, der tilbage i 2008 sagsøgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for grundlovsbrud ved ikke at lade EUs Lissabontraktat komme til folkeafstemning, er flere kendte kulturpersonligheder.
Sanger og komiker Niels Hausgaard er en af dem, og han er til stede på sagens første dag i Østre Landsret mandag.
- Jeg synes, det er så oplagt, at vores forfatning er overtrådt, og hvis vi ikke reagerer på det, så skrider alting, siger han.
- Det betyder noget for mig som en del af det her samfund, at vi overholder reglerne bare nogenlunde. Lissabontraktaten er så vidtgående, at traktaten ikke kan rumme det. Og jeg synes, det vil være mere reelt at tage det opgør og få ændret den grundlov, så man bare kan lade det passere. Det er for mig ikke et spørgsmål om for eller imod Lissabon-traktaten, det er et spørgsmål om fremgangsmåden, siger han.
Det var en gruppe på 35 danskere med også Drude Dahlerup og afdøde Ib Spang Olsen iblandt, der gik sammen, da det stod klart, at det ifølge Justitsministeriet ikke var nødvendigt med en folkeafstemning om traktaten inden for Grundlovens rammer. Traktaten trådte derfor i kraft uden dansk folkeafstemning 1. januar 2009
Og den vurdering var man altså ikke enig i, fortæller præst og EU-debattør Helge Rørtoft-Madsen, der lige som Niels Hausgaard er blandt de sagsøgere, der mandag er dukket op i retten.
- Vi synes, at Grundloven skal overholdes, den er immervæk grundlov for et demokrati, og hvis ikke vi overholder Grundloven, demokratiets hovedlov og regler, så tilsidesætter vi rent faktisk demokratiet, siger Helge Rørtoft-Madsen.
Niels Hausgaard er da også fortrøstningsfuld på retssagens første dag.
- Jeg forventer, vi får medhold. For mig er det et spørgsmål, om vi har en fri domstol, eller vi ikke har, siger han.
Der er dog mere skepsis at spore hos medsagsøger Helge Rørtoft-Madsen.
- Min forventning er, at vi har ret, men nu er det ikke altid sådan, at man får ret, selv om man har ret. En sag af sådan en karakter har jo også nogle politiske overtoner, og derfor er det meget spændende at se, hvordan der dømmes. Men det skulle ikke undre mig, at vi bliver nødt til at gå til Højesteret, siger han.
I dag er det statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der er de sagsøgte i sagen. Ingen af ministrene er dog til stede i retten mandag.
Kammeradvokaten, der repræsenterer regeringen i sagen, lægger sig op ad den vurdering, der i sin tid kom fra Justitsministeriet og har nedlagt påstand om frifindelse.