Hastelov om forbud mod små forsamlinger er uden fagligt belæg

Der er ikke nødvendigvis sundhedsfaglig evidens for alle dele af ny hastelov, erkender sundhedsminister.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke under førstebehandlingen af regeringens hastelov, som skal gøre det muligt at forbyde flere end to personer at samles. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med en ny hastelov vil regeringen have mulighed for hurtigt at forbyde forsamlinger på flere end to personer.

Der er dog ikke sundhedsfagligt belæg for at skærpe forsamlingsforbuddet, der er blevet indført for at dæmme op for coronasmitte.

Det erkender sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i et svar til Folketingets sundheds- og ældreudvalg.

I svaret står der, at regeringen er »bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt element i lovforslaget foreligger den sædvanlige sundhedsfaglige evidens«.

Ministeren bemærker, at det også gælder forslaget om forbud mod, at flere end to personer forsamler sig.

Videre står der:

»Ikke desto mindre påtager regeringen sig med lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de fremadrettede muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind for at begrænse smittespredningen og afbøde konsekvenserne af spredningen.«

Hasteloven ventes at blive vedtaget tirsdag. Det er dog ikke ensbetydende med, at det nuværende forsamlingsforbud bliver skærpet med det samme.

Lovændringen vil derimod give regeringen mulighed for hurtigt at kunne stramme reglerne på et senere tidspunkt.

Indtil nu har regeringen forbudt, at flere end ti personer er samlet ved et offentligt arrangement.

Under torsdagens førstebehandling af loven ville flere af partierne vide, hvilke "nære relationer", som vil være undtaget i de nye regler.

I lovudkastet lægger regeringen op til, at det skal være tilladt for tre medlemmer eller flere personer i samme husstand at befinde sig samme sted.

Forbuddet vil heller ikke gælde nærmeste pårørende. Det omfatter ifølge regeringens lovudkast ægtefæller, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende.

Men Magnus Heunicke har noteret sig, at flere ordførere også vil have undtaget eksempelvis bedsteforældre og stedbørn, som ikke er en del af samme husstand.

Sådan en undtagelse vil dog kunne gøre det svært at håndhæve forbuddet, skriver ministeren i et andet folketingssvar.

Derudover vil et større antal undtagelser »kunne begrænse effekten af en udvidelse af forbuddet i relation til at mindske smittespredningen«, skriver han.

/ritzau/