Hassan er er udvist kriminel, men bor hos sin familie og bryder meldepligten

Stik imod udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs vilje bor Hassan hos sin familie i Aarhus. Det er regeringens holdning, at han skal leve under utålelige forhold på et udrejsecenter, indtil han kan sendes ud af landet. Men det har Højesteret forhindret.

Hassan lever på tålt ophold i Danmark. Inger Støjberg ønsker, at han skal bo under »utålelige forhold« på udrejsecenteret. Men Højesteret har vurderet, at han kan flytte hjem til sin familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

55-årige Hassan åbner døren i joggingtøj og bare tæer og smiler. Han har det okay. I hvert fald bedre end i det udrejsecenter, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ønsker, at han skal opholde sig. Han har bare ikke det store at lave, for han må ikke arbejde, siger myndighederne.

Røgen fra hans cigaret fylder det lille køkken i lejligheden i Aarhus, hvor han anretter vaniljekranse på en tallerken, stabler frugt på et fad og hælder kaffe op.

Han viser os ind i en nydeligt indrettet stue og fortæller, at det er hans kone, der har udvalgt møbler og nipsting. Hun er god til at »gøre det hyggeligt«.

Lige nu er han alene hjemme, for konen er taget hen til et af parrets voksne børn.

Børnenes liv i Danmark har været et helt andet end Hassans. De er enten i gang med videregående uddannelser eller har allerede færdiggjort en, og dét, fortæller Hassan, har været vigtigt for ham, for familien er vigtig. Siden børnene var små, har han formanet dem om, hvilken slags venner de måtte have, at de skulle dyrke sport og i det hele taget opføre sig ordentligt.

De måtte aldrig ende i samme situation, som han er i i dag. De måtte aldrig ende i det »kæmpestore fængsel«, som deres far føler, han lever i, siger han.

For Hassan, der oprindeligt er fra Libanon, er på såkaldt tålt ophold. Han har begået hård narkokriminalitet og er blevet udvist fra Danmark. Indtil udvisningen kan gennemføres, skal hans og andre udvistes tålte ophold være »utåleligt«, har Støjberg sagt.

Han skal leve under triste forhold, og for nyligt har regeringen tilmed besluttet, at Hassan og alle andre på tålt ophold fra 2021 skal bo på øen Lindholm med få daglige afgange og dyre færgebilletter. Og indtil øen er klar til de udviste, bør han bo, leve og sove på et af landets udrejsecentre, lyder det.

Men det gør han ikke, selv om Hassan er billedet på den type udlænding, selv de radikale gerne vil sende hjem:

Dømt for alvorlig kriminalitet. Udvist af Danmark for bestandigt.

Der er bare ét problem.

Hassan opholder sig ikke på et udrejsecenter, og helt i tråd med dansk lov kan han i dag blive boende hos sin familie i Aarhus, spise vaniljekranse og frugt og drikke kaffe i sin stue.

Han behøver aldrig at sætte sine ben på de omtalte centre igen.

Fra Libanon til Palæstina

Hassan kom til Danmark i 1989 som politisk fange fra Libanon.

Danmark gav Hassan og hans familie opholdstilladelse i 1990, og efterfølgende arbejdede den dengang 23-årige libanesiske flygtning som pedel på en skole i Aarhus.

Men pedelarbejdet var ikke det eneste, Hassan beskæftigede sig med.

Han forklarer selv, at det var svært for ham at falde til i Danmark, og at han blev draget af de forkerte venner. Han var ung, og han forstod ikke de regler, han skulle leve efter i Danmark.

Uanset årsagen, blev Hassan i perioden 2001-2003 tre gange dømt for overtrædelse af våbenloven og hæleri.

I 2005 blev han dømt for at smugle 6,7 kilo kokain og amfetamin til Danmark, hvilket udløste en dom på otte års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud »for bestandig«.

I 2009 blev han prøveløsladt – og siden straffet fire gange for tyveri og for overtrædelse af færdselsloven.

Nu er vi ved udgangen af 2018, og Hassan er stadig i Danmark.

Da han fortsat risikerer tortur i hjemlandet, kan udvisningen ikke gennemføres, og han har siden levet på tålt ophold i Danmark.

Opholdet skulle i første omgang foregå på Center Sandholm på Sjælland, hvor han blev pålagt såkaldt »opholdspligt«. Men der ville Hassan ikke bo, og efter halvandet år på centeret brød han sin opholds- og meldepligt og flyttede hjem til familien i Aarhus.

»Så kunne jeg ikke mere. Det er psykisk tortur at bo på de centre. Det var umuligt for mig at bo der, når min familie boede i Aarhus,« siger Hassan.

Og i dag kan han frit bo hos familien.

Hassan

»Det var forfærdeligt at bo på udrejsecenteret. Det ville jeg ikke. Efter halvandet år rejste jeg derfra. Og nu har jeg rettens ord for, at jeg aldrig skal opholde mig der igen.«


17. januar 2017 vurderede Højesteret, at Hassan kunne flytte hjem til sin familie. Han behøvede hverken at opholde eller melde sig på et udrejsecenter.

»Det var forfærdeligt at bo på udrejsecenteret. Det ville jeg ikke. Efter halvandet år rejste jeg derfra. Og nu har jeg rettens ord for, at jeg aldrig skal opholde mig der igen,« siger Hassan.

Overtrådte meldepligt 1.335 gange

Ifølge Rigspolitiet havde han systematisk overtrådt sin meldepligt 1.335 gange og sin opholdspligt 180 gange. Men at han samlet set havde været underlagt opholds- og meldepligt på Center Sandholm i næsten fire år, var et »væsentligt indgreb« i Hassans bevægelsesfrihed – og dermed i strid med menneskerettighederne. Uagtet, at han ikke havde overholdt pligten i mere end halvandet år.

Højesteret vurderede, at Hassan faktisk havde brudt reglerne og derfor skulle have 30 dage i fængsel. Men dommen lød samtidig, at opholds- og meldepligten fremover skulle ophæves. Det ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at forlange, at Hassan skulle opholde sig på et center, langt fra sin familie, når han ikke har udsigter til at kunne blive sendt hjem.

Hassan er ikke den eneste på tålt ophold, der – trods regeringens ønske om det modsatte – har fået lov at bo, hvor de vil, forlade et center og tage ophold hos deres familie. Tre andre domme har ophævet opholds- og meldepligt for personer på tålt ophold, og som konsekvens har Udlændingestyrelsen sløjfet kravene for 12 andre.

De i alt 16 udlændinge, det drejer sig om, bor nu i blandt andet Aarhus og København, selv om de ifølge regeringen burde leve under utålelige forhold på et center.

Hassan har efterfølgende fået meldepligt hos politiet i Aarhus, hvor han hver dag skal møde op og blive noteret, så politiet ved, hvor han befinder sig i tilfælde af, at han en dag kan udvises.

Hassan

»Jeg håber, de smider mig i fængsel et års tid for ikke at overholde min meldepligt.«


Men han vil ikke møde op, for han synes, det er urimeligt. Politiet ved, at han bor hos sin familie, og hvis han hver dag skal melde sig, kunne han lige så godt sidde i fængsel, siger han.

»Jeg har udstået min straf. Der er ikke udsigter til, at jeg kan sendes tilbage. Det er urimeligt, at jeg skal leve i det her store fængsel resten af mit liv.«

Derfor håber han, at politiet vil sende ham i fængsel for at bryde meldepligten, så domstolene kan se, hvor unødvendig meldepligten er.

»Så smid mig i fængsel. Der får jeg mad hver dag og kost og logi og medicin, og jeg kan komme til tandlægen med mine tænder. Men hvad skal det nytte? Jeg kan aldrig blive udvist, og jeg sidder derhjemme hele dagen. Jeg vil gerne arbejde. Måske som maler, for det gjorde jeg i Libanon. Men jeg må ikke. I stedet skal min dag gå med at melde mig hos politiet.«

»Jeg har begået kriminalitet, da jeg var ung«

Udlændingestyrelsen fastholder, at Hassan kun kan få økonomisk støtte hver måned, hvis han fysisk opholder han sig på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Han lever således af sin kones pension, og økonomisk støtte fra parrets fire voksne børn.

Adspurgt om rimeligheden i, at han bryder meldepligten efter at have fået inddraget opholdstilladelsen i Danmark for grov narkokriminalitet, siger Hassan:

»Jeg har boet 30 år i Danmark. Jeg har begået kriminalitet, da jeg var ung. Hvis jeg blev ved med det, kan jeg forstå, at jeg skulle opholde mig dér. Men jeg har lært at leve i Danmark, og jeg har lært, hvordan jeg skal opføre  mig her. Når jeg ikke begår kriminalitet længere, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal melde mig resten af mit liv.«