Danmark har mistet en af sine »største statsministre«.
Det er reaktionen fra politisk kommentator og tidligere forsvarsminister Hans Engell, efter at Poul Schlüter (K), en af Danmarks længst siddende statsministre, er død.
Han sov stille ind torsdag morgen i en alder af 92 år. Schlüter stod i spidsen for den danske regeringen i 11 år fra 1982 til 1993.
Hans Engell fortæller, at Schlüter var hans chef i 15 år.
»Det er en statsminister, som hele det borgerlige Danmark kommer til at savne,« siger Engell.
»Han var som statsminister enestående dygtig til at holde sammen på de borgerlige partier. Han så politik i samarbejdets perspektiv og brugte optimismen som arbejdsredskab. Han var konstruktiv og formåede som en af de få altid at holde humøret oppe og var dygtig til at finde og søge det politiske kompromis.«
Men bag Poul Schlüters glade og muntre facade gemte der sig ifølge Hans Engell også »en usentimal toppolitiker, som kunne træffe hårde beslutninger«.
»Han ansatte og fyrede ministre i betydeligt omfang. Og han græd ikke over det. Han træf også den svære beslutning om, at det for ham først og fremmest handlede om den økonomiske genopretning – at få Danmark placeret solidt i den økonomiske superliga. Det kostede på sikkerheds- og forsvarspolitikken.«
Han var med til at sikre et borgerligt styre, som varede historisk længe, nemlig 10-11 år, siger den politiske kommentator.
»Indtil da havde ingen borgerlige regeringer overlevet flere valg. Men det gjorde Schlüter. Han evnede som få statsministre at skabe sit eget brand. Alle hans one liners er gået over i historien: 'Det skal være lettere at være dansker', 'Jeg ikke så konservativ, at det gør noget' og så videre.«
Hans Engell siger, at den konservative statsminister »altid så samarbejdet« først.
»Hvis ikke den borgerlige side kunne holde sammen, så fik Socialdemokratiet let spil. Derfor var han også klar til at strække sig langt til de andre blå partier for at sikre, at man kunne stå frem i enighed. Da han til os konservative ministre sagde, at vi hvis vi kommer op at skændes med nogle af de partier, så kunne vi altid regne med, at han ville holde med de andre. Han så ikke udelukkende sin rolle som at varetage De Konservatives interesser – men det borgerlige Danmarks interesser.«
