Opdateret

Hans Andersen overtager posten som gruppeformand i Venstre

Venstre har fundet erstatningen for Lars Chr. Lilleholt som gruppeformand, og det bliver Hans Andersen.

Hans Andersen bliver gruppeformand for Venstre efter tyve år i Folketinget for partiet. (Arkivfoto).
Hans Andersen bliver gruppeformand for Venstre efter tyve år i Folketinget for partiet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Folketingsmedlem Hans Andersen bliver ny gruppeformand i Venstre.

Det sker efter, at den forhenværende gruppeformand Lars Chr. Lilleholt fratræder posten for at dedikere sin tid til valgkampen i Odense Byråd.

Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

- Det er en stor ære at blive valgt som ny gruppeformand, og jeg vil gerne takke for den tillid, folketingsgruppen har vist mig, siger Hans Andersen i meddelelsen.

Manøvren er fuldbragt på et gruppemøde i Venstre tirsdag, hvor folketingsgruppen har konstitueret sig.

Her har folketingsgruppen nikket til rokaden.

Hans Andersen har været folketingsmedlem i 20 år.

På det seneste har han haft posterne som ordfører for finans, indfødsret, integration, udlændinge og økonomi.

Her har han arbejdet med Venstres jagt på skattelettelser og strammere udlændingepolitik.

Eksempelvis har han markeret sig med et ønske om, at bederum forbydes på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Lars Chr. Lilleholt har været gruppeformand siden valget i 2022.

Men nu skal fynboen forsøge at blive rådmand i Odense Byråd til kommunalvalget i november, og han må derfor afgive posten.

Skiftet medfører også nye ordførerskaber for andre af Venstres folketingspolitikere.

Louise Elholm overtager posten som finansordfører.

Hun varetog erhvervsordførerskabet, der nu bliver givet videre til Linea Søgaard-Lidell.

- Det er en spændende, ny udfordring at blive finansordfører, og jeg glæder mig til at kaste mig ind i arbejdet med finansloven for 2026, hvor vi arbejder benhårdt for at gøre det billigere at være dansker, siger Louise Elholm i pressemeddelelsen.

Anni Mathiesen fortsætter som Venstres gruppenæstformand.

/ritzau/