Han var nøglepersonen i baggrunden, men endte på forsiden: Tirsdag mistede statsministeren sin højre hånd

Statsminister Mette Frederiksen skal klare sig uden sin mest centrale og tætte medarbejder gennem et årti, når særlig rådgiver Martin Rossen skifter job. På Christiansborg ønsker flere partier et opgør med hans magtfulde rolle. En rolle, der ifølge en anden indflydelsesrig Borgen-skikkelse også endte med at få omkostninger for Rossen selv.

Stabschef Martin Rossen fik en tår at drikke, da Mette Frederiksen (S) talte efter de afsluttede regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg 25. juni 2019. Kort tid efter regeringsdannelsen blev Rossen udpeget til Frederiksens særlige rådgiver og stabschef i Statsministeriet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For to årtier siden fik Slotsholmen en ny type embedsmænd, og de blev en slags dansk politiks fabeldyr. En mytologisk gruppe, som de færreste uden for Christiansborg måske kendte de enkelte navne på, men hvis rolle mange havde en holdning til.

De særlige rådgivere – populært kaldet spindoktorer – blev kaldt for »mørkets fyrster«, og populærkulturen skildrede dem som nogle fandens karle, men som med så meget andet mistede også de efterhånden noget af mystikkens skær.