Han var med til at sende danske soldater til Irak. I dag fortryder han
Tidligere Venstre-ordfører fortryder sit forsvar for Irak-krigen.

Tidligere Venstre-ordfører fortryder sit forsvar for Irak-krigen.

Som forsvarsordfører for Venstre i 00erne har Jens Rohde flere gange, end det kan tælles, forsvaret Danmarks engagement i Irak.
Men i dag er han ikke længere i tvivl.
Det var en åbenlys fejl for Danmark at gå ind i Irak, lyder det fra den tidligere folketingspolitiker.
Refleksionen fra Rohde kommer på baggrund af DR-dokumentaren »Velkommen til frontlinjen«, der sætter Danmarks militære engagement internationalt i et noget kritisk lys.
Her rejser blandt andre to generaler en sønderlemmende kritik af den krigsindsats, som de selv har været en del af igennem 30 år.
»Irak var også et politisk projekt, hvor vi ville omdanne Irak til at spejle vores vestlige værdier, liberalisme, demokrati, respekt for menneskerettigheder, kvinders ligestilling og så videre. Det er vi jo ikke lykkedes med endnu,« lyder det blandt andet fra Ole Kværnø, som er brigadegeneral i Hæren, til DR.
Og det er den kritik, der nu får Jens Rohde til at erkende, at han og resten af Anders Fogh Rasmussens VK-regering tog fejl, da de besluttede at indsætte danske tropper i Irak.
»Der var stor diskussion både internt i regeringen og i Venstre, om det nu også var det rigtige at gøre. Jeg var overbevist om, at det var det rigtige, vi gjorde, men sandheden er, at jeg ikke anede en dyt om, hvad jeg talte om,« siger Jens Rohde i P1 Morgen på DR.
Danmark var til stede i Irak fra 2003 til 2012, hvor de sidste soldater vendte hjem til Danmark.
Allerede tilbage i starten af 00erne var der stor diskussion om Danmarks deltagelse i den amerikanskledede invasion af Irak.
FN bakkede ikke op om amerikanernes invasion, men med støtte fra Storbritannien, Australien og Danmark besluttede daværende præsident George W. Bush alligevel at angribe Irak.
Med argumentet om, at den daværende irakiske præsident, Saddam Hussein, udgjorde en trussel for verdensfreden, og en formodning om, at Irak var i besiddelse af atomvåben, angreb amerikanerne 20. marts 2003 Irak.
Det viste sig sidenhen, at der ikke var grundlag for invasionen, da man ikke kunne finde de atomvåben, som man frygtede var til stede i Irak.
I 2012 nedsatte Helle Thornings SRSF-regering Irakkommissionen, som havde til opdrag at kulegrave Danmarks engagement i både Irak og Afghanistan. Men da Lars Løkke Rasmussen tre år senere genvandt regeringsmagten, nedlagde han kommissionen.