Han stoppede som spindoktor i Venstre – nu skal han analysere dansk politik
Tidligere spindoktor i Venstre Jesper Kraft skal fra i dag, torsdag, analysere dansk politik i Kristeligt Dagblad.

Tidligere spindoktor i Venstre Jesper Kraft skal fra i dag, torsdag, analysere dansk politik i Kristeligt Dagblad.

I juni forlod Jakob Ellemann-Jensens spindoktor Jesper Kraft sin stilling. Det skete ifølge Jesper Kraft selv efter flere uenigheder om den politiske retning og strategiske beslutninger i Venstre.
Men nu har den tidligere politiske rådgiver fået job på Kristeligt Dagblad, hvor han skal skrive analyser om dansk politik fra 1. oktober. Det skriver Jesper Kraft selv i et opslag på Facebook.
»Hvad har verden brug for mere af? Et godt bud er forhenværende typer, der gør sig kloge på, hvad de nye gør forkert. Og måske også rigtigt,« skriver han.
I januar skrev det politiske medie Altinget et portræt af Jesper Kraft, hvor han blev beskrevet som en »skæv profil med dyb politisk viden, en kantet facon og et værdipolitisk udgangspunkt i Venstres yderste højre«.
Jesper Krafts første møde med Venstre var tilbage i 2003 på Københavns Universitet, da han mødte tidligere justitsminister Søren Pind. Siden har Kraft arbejdet som studentermedhjælper for Søren Pind, Peter Christensen og Karen Ellemann og blev senere politisk konsulent i Venstre.
Fra 2018 til 2020 fungerede Jesper Kraft som særlig rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen.