Han spillede afgørende rolle, da danskere strandede i Peru: »Husker lettelsen, da flyet forsvandt i horisonten«

Til daglig arbejder han i turistbranchen, men da coronavirussen bredte sig i Peru, og landet lukkede sine grænser så definitivt, at danske turister strandede, måtte Morten Bruun Jensen træde til. Med adrenalin i blodet og et kæmpe ansvar tildelt af det danske udenrigsministerium var hans rolle afgørende, da danskerne skulle hives ud af det sydamerikanske land. Derfor er Morten Bruun Jensen valgt af Berlingske som forbillede, og han fortæller her sin historie.

Morten Bruun Jensen tog ansvaret på sig, da coronavirussen skyllede ind over Peru. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leslye Huamanchumo

»Jeg kan huske lettelsen, da de forlod landet. På det tidspunkt kørte jeg på adrenalin, og der gik lige et par dage, før jeg forstod, hvad der virkelig var sket.

Flere ugers arbejde var lykkedes, og en stor gruppe danskere, svenskere og finner var nu om bord på det danske særfly fra Peru til Danmark.

Peru blev lukket hermetisk ned, da coronaen pludselig buldrede løs i marts. Ingen kunne forlade landet, men vi skulle have danskerne hjem. Hjem til et mere robust sundhedsvæsen, hjem til deres familier – bare hjem.

Det var nogle bizarre dage, og de bliver måske bedst illustreret af situationen ved et opsamlingssted ved en park i Miraflores, hvor jeg – der til daglig bare arbejder i turistbranchen – stod med den svenske ambassadør og den finske konsul i hovedstaden i Peru.

Vi skulle sende de nordiske statsborgere af sted, de blev tjekket ind i parken, og derefter skulle de til militærlufthavnen, hvorfra de skulle flyve. Det var mig, der havde ansvaret, for selv om ambassadøren og konsulen havde flere stjerner på skuldrene, var det mig, der repræsenterede Danmark, og flyet var dansk.

Jeg ejer rejsebureauet Peru Experience med min forretningspartner, Carsten Korch. Vi arrangerer rundrejser i Peru for danskere, og vi sælger blandt andet turene til danske rejsebureauer, som finder gæsterne.

Derfor var jeg på rundrejse med en gruppe danske turister, da Perus præsident søndag den 15. marts holdt tale til nationen og fortalte, at landet ville lukke godt et døgn senere.

Nu skulle det gå stærkt. Vi skulle have vores gæster ud af landet. Vi arbejdede på højtryk, men vi måtte til sidst indse, at det var umuligt; de næste uger ville blive helt anderledes, end vi havde forventet.

En mand uden en plan B

Lad mig fortælle dig lidt om min baggrund. Det lå nemlig aldrig i kortene, at jeg skulle drive et rejsebureau i Peru eller i det hele taget være selvstændig i en virksomhed med ansvar for andre mennesker.

Jeg er akademiker og troede oprindelig, at jeg ville blive i universitetsverdenen eller blive lærer. Men efter mit speciale så jeg et jobopslag om at arbejde for et dansk rejsebureau i Peru. Det var et eventyr, jeg lidt spontant hoppede ud i. Efterfølgende kom jeg hjem og blev vikar på et gymnasium, men udlængslen var der stadig.

Jeg mødte en dansker, Carsten Koch, som boede i Peru. Han havde været forretningsmand i landet i mange år, og vi begyndte at tale sammen. Vi havde de samme drømme om at starte et rejsebureau i det sydamerikanske land. En måned senere hev jeg teltpælene op derhjemme og tog af sted. Det er 11 år siden i dag.

Morten Bruun Jensen og hans partner, Carsten Koch, arbejdede på at udvide deres rejsebureau, da krisen ramte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leslye Huamanchumo.

Jeg havde ikke en plan B. Når jeg beslutter mig for noget, går jeg helhjertet ind i det, og at starte en virksomhed op tager mange år. Du er nødt til at have en langsigtet plan og være villig til at investere år og dag.

»Derfor var jeg optimistisk og lykkelig, da jeg 27. februar blev gift. Fremtiden så lovende ud. Vores livsværk var endelig ved at nå dertil, som vi havde drømt om i årevis. «


Derfor var 2020 et særligt år for os. Vi havde store forventninger.

Turistbranchen er et hårdt marked, men de seneste år har vi endelig oplevet vækst. Nu handlede det om at få etableret en rigtig god forretning.

Derfor var jeg optimistisk og lykkelig, da jeg blev gift 27. februar. Fremtiden så lovende ud. Vores livsværk var endelig ved at nå frem til det, som vi havde drømt om i årevis.

Vi talte selvfølgelig om coronavirussen til brylluppet. Den var på det tidspunkt kommet til Italien og havde bredt sig. Og Danmark fik samme dag sit første smittetilfælde. Men forventningen var stadig, at det ville gå i sig selv igen og da slet ikke komme helt til Peru.

Pludselig lukkede Peru

7. marts tog jeg imod gæster fra Danmark, som skulle på en rundrejse i landet med mig som rejseleder.

Vi aftalte, at vi ikke gav hånd, når vi rejste rundt, men ellers var de danske gæster meget afslappede.

Morten Bruun Jensen pakker altid sine løbesko, når han rejser rundt i Peru. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leslye Huamanchumo.

For hver dag, der gik, begyndte bekymringen virkelig at komme tættere på. 6. marts var første smittetilfælde i Peru. Perus præsident holdt tale og sagde, at landets grænser ville lukke. Carsten og jeg havde 28 timer til at få den danske gruppe ud af landet.

Nu gik det stærkt. Gæsterne og jeg opholdt os i en lille bjergby langt fra hovedstaden, og vi skulle straks have gruppen til Lima, hvorfra der var forbindelser til Danmark.

I løbet af to timer havde Carsten og jeg købt billetter til hovedstaden i Peru, og vi fik vækket rejsebureauet Viktors Farmor, der havde solgt rejsen til gæsterne, så rejsebureauet kunne hjælpe med at få danskerne ud af landet.

Vi arbejdede hele natten, men det lykkedes desværre ikke, for der var ingen billetter.

En hjælpende hånd

Carsten og jeg fik i stedet skaffet hoteller i Lima, og vi fortalte gæsterne, at vi forsøgte at finde en udrejse, men at der kunne gå et par dage, måske en uge. Jeg kan huske, at folk sagde »en uge!«, og at det næppe kunne passe. Ingen af os havde før prøvet, at det var umuligt at forlade et land på den måde. I stedet endte det med, at der gik to uger, inden vi fik vores gæster hjem. Men hjem kom de, og endda inden det danske særfly blev arrangeret.

Vi havde været i tæt kontakt med Udenrigsministeriet i Danmark om vores egne gæster, og de spurgte derfor, om Carsten og jeg kunne hjælpe med at få de andre danskere hjem, som fortsat var strandet.

»Da særflyet endelig lettede, havde Carsten og jeg haft mange søvnløse nætter. Det var det eneste, vi tænkte på i de uger. At få danskerne ud af Peru og hjem til Danmark. «


Det ville vi selvfølgelig gerne. Jeg fik selv et indtryk af, hvor ubehageligt det kan være, når der er den usikkerhed, som der var i Peru med de mange restriktioner. Det samfundssind, vi taler om derhjemme i Danmark … Sådan fungerer det ikke her i Peru. Der var militær i gaderne, og vi kunne godt se, at det var en speciel og usikker situation for turisterne.

Da vi begyndte at planlægge detaljerne om særflyet, havde jeg den indstilling, at verden bare kunne komme an. Vi havde fået vores egne gæster hjem, og vi var på en måde i alarmberedskab i de uger og kørte på adrenalinen.

Så da særflyet endelig lettede, havde Carsten og jeg haft mange søvnløse nætter. Det var det eneste, vi tænkte på i de uger: at få danskerne ud af Peru og hjem til Danmark. Vi skulle samtidig sikre os, at turisterne ikke blev syge undervejs. Hverken af covid-19 eller noget andet.

Det handlede hele tiden om at tage en dyb indånding og holde fokus. Det er Carsten og jeg rigtig gode til, vi holder blikket på det vigtige og centrale.

En usikker fremtid

Nu er gæsterne hjemme, og nu handler det for os om at holde fokus på vores forretning.

Vi var på vej til at sætte nye forretningsrekorder i år. I stedet er det blevet en periode præget af afmagt.

Vi kan ikke bare ændre strategi, som vi ville kunne gøre, hvis det var en konkurrencesituation, der pressede os. Vi kan ikke gøre så meget andet end at vente på, at der kommer en vaccine.

Vi må holde optimismen oppe, men vi er i en sårbar situation, for vi har ikke de samme hjælpepakker i Peru. Det er vores levebrød og livsværk, der er på spil.

Omvendt kan vi se, at andre i Peru har det endnu værre end os, så vi må bare håbe på det bedste. Det er en svær situation for folket i Peru.

Betalingskæden er gået helt i stå uden turisterne, og det kan skabe ustabilitet, hvis det bliver meget slemt. Mange peruanere har simpelthen ikke nogen indtjening eller opsparing at leve af.

Næste år bliver hårdt for os alle sammen her i landet, og der går nogle år, inden vi er tilbage, hvor vi var, da coronavirussen ramte.

Foto: Leslye Huamanchumo.

I mellemtiden forsøger Carsten og jeg at udvikle nye produkter, som gæsterne kan komme tilbage til. Der er ikke nogen plan B for mig. Jeg holder snuden i sporet, ellers kommer der for mange forstyrrelser ind, som skygger.

Jeg er ikke en type, der opererer med en plan B. Jeg kan se målet, og det er det eneste, jeg har fokus på. Sådan var det, da jeg rejste til Peru. Sådan var det, da jeg skulle have danskerne hjem. Og sådan er det nu, hvor jeg skal sikre, at min virksomhed overlever.«