Han headhuntede Lene Espersen - og har flere folkevalgte på listen

Politikere tager selv fat i rekrutteringsfirmaer, fordi de gerne vil have en ny karriere uden for politik, lyder det fra Troels Gjerrild, der var med til at skaffe Lene Espersen (K) jobbet som direktør. »Vi har et stort netværk inde på Christiansborg,« fortæller han.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke kun rekrutteringsfirmaerne, som i al diskretion tager kontakt til politikere for at høre, om de vil have et job i det private erhvervsliv, sådan som det skete med Lene Espersen (K). Folkevalgte hiver også selv fat i headhunterne for at afsøge mulighederne uden for Christiansborg, fortæller to brancheinsidere til Politiko.dk.

Troels Gjerrild, managing partner ved Odgers Berndtson, var med til at hente Lene Espersen ind som direktør i Danske Arkitektvirksomheder. Han har oplevet, hvordan politikere af egen drift melder sig som kandidater til job, der ikke kræver stemmer.

»Generelt er der nogle politikere, der henvender sig, fordi de gerne vil ud og have en ny karriere. Vi har et stort netværk inde på Christiansborg. Det har primært været dem, der har henvendt sig til os, og så drikker vi en uformel kop kaffe. Så ved man, at de er til rådighed til næste gang, der er en interessant stilling - f.eks. i organisationsbranchen,« siger han.

En række markante politikere har i denne valgperiode sagt farvel til politik og goddag til lobbyistbranchen, hvis opgave er at påvirke beslutningstagerne til gavn for deres kunder.

Karen Hækkerup stoppede som justitsminister for at blive direktør i Landbrug & Fødevarer. Tidl. forsvarsminister Gitte Lillelund Bech fra Venstre nedlagde sit mandat i Folketinget for at arbejde for Advice, der havde kampflysproducenten Eurofighter på sin kundelisten. I dag er hun direktør for Danske Havne. Også Emilie Turunen, der sad i Europa-Parlamentet for først SF, senere Socialdemokraterne, har lagt politik bag sig. I dag er hun chef for public affairs hos Nykredit.

»Politikere har den fordel, at de kender Slotsholmen, politik og det administrative bag det. Og så har de et stort netværk. Organisationsverdenen har brug for det politiske netværk,« siger Troels Gjerrild.

Billedserie hos Business.dk: Toppolitikere, der blev lobbyister

Stephen Bruyant-Langer er headhunter og stifter af virksomheden, The Personal Business Plan, og har også flere politikere i sit kartotek over potentielle kandidater.

»Jeg har konkret været i dialog med ledende politikere, som stiller sig til rådighed,« siger han og fortsætter:

»Mange ledere - både politiske og ikke-politiske -  kontakter headhunterfirmaer og siger, at de ønsker at skifte stilling på et tidspunkt. Så bliver de registreret i databaser og kommer i betragtning, når en relevant stilling opstår.«

Stephen Bruyant-Langer fremhæver en bestemt kompetence hos personer, der kender politik indefra:

»Politikere har en forståelse af, hvordan mekanismen er på Christiansborg, hvordan magtrelationerne er, hvordan bytteforholdene er, og hvordan de gensidige interesser spiller ind, sådan at man kan få solgt nogle budskaber. Det er jo et relationsspil, og det relationsspil, tror jeg, er en kompetence i sig selv.«