Kim Pedersen kunne ikke bestemme sig for, hvor han ville sætte sit kryds ved folketingsvalget i 2007. Han ville gerne have Dansk Folkepartis udlændingepolitik, men han ville ikke have deres dyrevelfærdspolitik. Faktisk var der ingen partiers politik, han ville købe hele pakken af, han ville hellere plukke i deres forslag.

Han grublede over det i nogle dage og kom frem til, at andre i Danmark måtte mene det samme som ham, så han åbnede et Excel-ark på sin computer og begyndte at udforme et spørgeskema og et forslag til, hvordan en stemmeseddel kunne se ud, hvis vælgerne kunne stemme på Socialdemokraternes socialpolitik, Venstres finanspolitik og Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Det blev til en helt ny indretning af demokratiet, som Kim Pedersen kalder for »matrixdemokratiet«.

Han har ikke en samfundsvidenskabelig uddannelse, så han havde ingen forudsætninger for at få en repræsentativ gruppe af danskere til at svare på hans spørgeskema, men med masser af internetreklamer fik han knap 900 mænd og kvinder til at svare på det, og deres svar var, som han havde forventet.

»Hvis vi tager socialpolitikken, ville mange stemme på de røde partier, mens de ville stemme på Venstre og Konservative til at bestyre finanspolitikken,« siger han.

Det, mener Kim Pedersen, kan blive til et nyt politisk system, hvor de enkelte partier bestyrer de politikområder, hvor de har fået flest stemmer. Det vil tvinge partierne til at arbejde mere sammen, og det vil gøre endegyldigt op med blokpolitik i Danmark.

»Det er sådan med blokpolitik i dag, at man får noget med, som man dybest set ikke vil have. Et matrixdemokratisk system vil skabe nogle mere stabile forhold, fordi partierne, der har magten over de enkelte politikområder, ikke bliver skiftet ud lige så ofte,« siger han.

Afstemning: Prøv selv at stemme i matrixdemokratiet her

Eksperter har ikke eneret på politik

Kim Pedersen er født i Danmark, men opvokset i Japan. Af den grund taler han flydende japansk og arbejder med eksportfremme af danske varer på det japanske marked til daglig. Derfor er matrixdemokratiet en ren og skær fritidsinteresse. Alligevel er han overbevist om, at hans demokratiform kan blive til virkelighed.

Hvorfor mener du, at du uden en uddannelse inden for området er i stand til at lave en ny og forbedret form for demokrati?

»Jeg synes ikke, man skal have en bestemt baggrund for at gå ind i sådan nogle ting. De professionelle er låst af den uddannelse, de har fået, og det er vi nødt til at komme ud over. Politik er jo os alle sammen, det er ikke noget, eksperterne har eneret på,« siger Kim Pedersen.

Spørger man de eksperter, som Kim Pedersen gerne vil undgå, kan man godt forstå, at han ikke synes, de skal blande sig i hans nye demokratiform. De mener nemlig ikke, at det kan lade sig gøre, men Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor MSO på Københavns Universitet, synes, at ideen bag matrixdemokratiet er interessant.

»Jeg tror, alle vælgere har det sådan, at der er nogle dele af pakken, som de bedre kan lide end andre. Når de sætter kryds ud for et parti og en kandidat, så siger vi ja til en pakke, som både ideologisk og enkeltsagsmæssigt står for et eller andet,« siger han.

I den bedste juleånd sammenligner Kasper Møller Hansen den alternative stemmeform med, at Kim Pedersen gerne vil bestemme over sin egen julekurv.

»Han vil gerne sammensætte sin egen julekurv og lige skifte snapsen ud med en flaske vodka. Hvis vi gør det som vælgere, tror jeg egentlig, at han har fat i en god pointe om, at hvis det var muligt, så kunne det godt være, at vi ville sammensætte de forskellige pakker anderledes, end de ser ud i Folketinget,« siger han.

Nye skillelinjer er interessante

Det er den måde, partierne i Danmark er blevet til på, der gør Kim Pedersens matrixdemokrati interessant, forklarer Kasper Møller Hansen.

»Der er både noget ideologisk og nogle skillelinjer tilbage i fordums tid, som har skabt partierne, som de er i dag. Hvis man valgte at viske historiebrættet rent og lave nogle nye pakker af partier, som gik på kryds og tværs af de skillelinjer, vi har i det danske folketing i dag, så tror jeg bestemt, at man kunne forestille sig, at der var elementer, som ville se anderledes ud,« siger han.

Kasper Møller Hansen tilføjer, at det desuden er vigtigt, at partierne tages ud af ligningen, så man stemmer på en politik, som, man ikke ved, tilhører hvilket parti.

Roger Buch, som er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er bange for, at Kim Pedersens matrixdemokrati hurtigt vil løbe tør for penge. Han tror nemlig ikke, at vælgerne er i stand til at afveje det, de vil have, med det, de skal betale for det.

»Hvis man spørger vælgerne, om de vil have flere penge til ældre, skoler og børnehaver, siger de ja, men hvis man spørger dem, om skatten skal sættes op, så siger de nej. Vælgerne er inkonsistente og lider af det, der i min branche hedder fiskal illusion og tror, at man kan få meget mere for pengene, end man egentlig kan,« siger Roger Buch.

Dog er Kim Pedersens matrixdemokrati et udtryk for en tendens blandt danske vælgere, at flere skifter mening til valg i dag, end de gjorde i de gode gamle dage i 1950-1960erne.

»Men det, der er det finurlige, det er, at selv om vi oftere skifter parti, kan vi ikke aflæse det i valgdeltagelsen, fordi de her skift ophæver hinanden i sidste ende,« siger Roger Buch.

Ingen forskel på rødt og blåt

Det er især, fordi der ikke er synderligt stor forskel på, om statsministerkontoret er indtaget af Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V), at vælgerne er mere villige til at flytte kuglepennen fra det vante til det ukendte på stemmesedlen, forklarer Roger Buch.

»Dansk politik har langt hen ad vejen været det samme siden 1980erne, og det er noget, som kan gøre vælgerne frustrerede, selv om tilfredsheden med det danske demokrati og samfund generelt er meget, meget stor,« siger han.

Derfor er det næsten blevet til et problem for de danske politikere og vælgere at finde et problem, som de kan gøre noget ved med deres politik og stemme.

»Konklusionen er nok i virkeligheden, at vi er fantastisk tilfredse, og det er måske også en selvstændig kilde til frustration,« siger han.