Han går ind for et frit Palæstina.
Alligevel kan han ikke få sig selv til at deltage i de mange propalæstinensiske demonstrationer, der har foregået flere steder i kølvandet på Hamas' terrorangreb på Israel 7. oktober 2023.
»Det burde jeg jo kunne, for jeg går ind for et frit Palæstina,« siger Martin Krasnik. Han er journalist, chefredaktør på Weekendavisen og forfatter. Og så er han jøde.
Men et af de slogans, man ofte hører til de propalæstinensiske demonstrationer, kan han ikke forene sig med.
»From the river to the sea, Palestine will be free«.
Et slogan, der betyder, at Israel ikke skal eksistere. Og et slogan, der er udtryk for den problematiske fortælling om den mellemøstlige konflikt, som udtrykkes af store dele af venstrefløjen.
Sådan lyder det fra Martin Krasnik, der kort før jul udgav bogen »En smal bro over afgrunden – den 7. oktober, jøderne og palæstinenserne, krigen og håbet«, i ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«.
Midten er blevet et farligt sted at være
Chok. En følelse af meget stor uvirkelighed.
Det var de tanker, der gik gennem hovedet på Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, da det gik op for ham, hvad der skete 7. oktober 2023, da Hamas udførte et terrorangreb mod Israel.
Men yderfløjene har kapret debatten og midten, som han altid har tænkt, var et kedeligt sted at være, er pludselig blevet ubehageligt, lyder det fra Martin Krasnik.
»Det, som for mange inklusiv mig selv gennem mange år har virket som noget banalt, nemlig at stille sig på midten og prøve at forstå begge siders historie, som jo er nødvendigt for overhovedet at kunne nærme sig et kompromis. Det sted, var blevet et meget ubehageligt sted at være,« siger han.
Men fortællingen om den mellemøstlige konflikt, som udtrykkes af store dele af venstrefløjen, er en fortælling om Israel som en kolonial undertrykkende magt, som skal bekæmpes.
Han understreger, at det ikke nødvendigvis er den politiske venstrefløj. Men den venstrefløj, der blandt andet ses på sociale medier.
Det er et udtryk for uvidenhed og dovenskab eller manglende interesse for, hvad konflikten handler om, mener Martin Krasnik.
»En løsning på det her vil jo indebære, at ingen bliver tilfredse. Sådan er det med store kompromiser. Alle vil gå derfra og være utilfredse, men til gengæld får vi fred. Men det er endt sådan med de her absolutter og fløjenes overtagelse af hele konflikten, fordi den har været uløst så længe, og fordi de moderate kræfter efterhånden har givet op. De er blevet banket tilbage af ekstremister på begge sider,« forklarer han.
Herunder kan du lytte til hele afsnittet af Berlingskes podcast »Østergaards salon«, hvor også debattør, cand.polit. og indstillet til Berlingskes pris, Fonsmark-prisen, Eva Gregersen medvirker. Her taler de også om, hvordan en antidemokratisk tankegang er mere fremherskende blandt muslimer, end vi tror.