Hærværk, hyldest af terrorleder og maskerede demonstranter. Nu reagerer minister på »kujonagtig« adfærd

Det er et demokratisk problem, hvad der udspiller sig på Roskilde Universitet (RUC), siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) efter omfattende hærværk og omdiskuterede Palæstina-demonstrationer.

RUC Intifada kræver, at Roskilde Universitet foretager en akademisk og økonomisk boykot af Israel samt fordømmer landets ageren i Mellemøsten. Pelle Rink/Ritzau Scanpix (arkiv)

Stødende hærværk, maskerede demonstranter samt utrygge studerende og medarbejdere er blevet en del af virkeligheden på Roskilde Universitet (RUC).

Siden dette års studiestart har den propalæstinensiske studenterbevægelse RUC Intifada afholdt flere omdiskuterede demonstrationer mod universitets – ifølge dem – manglende stillingtagen til Israels ageren i Mellemøsten.