Hækkerup nægter nu at svare på flere spørgsmål i minksag: »Af principielle grunde«

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger nu direkte, at der ikke kommer flere svar fra ham til Folketinget i minksagen. Det skyldes, at der nu skal nedsættes en granskningskommission, siger Hækkerup.

 
Folketingets Retsudvalg kaldte tidligere i denne måned justitsminister Nick Hækkerup (S) i åbent samråd om politiets actioncard i minksagen. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen Fold sammen
Læs mere

Selvom der er mange ubesvarede spørgsmål i minksagen om både Justitsministeriets, Hækkerups og ikke mindst Rigspolitiets rolle og ageren i den spegede sag om aflivning af mink uden lovhjemmel, så skal Folketinget ikke regne med at få flere svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Det skriver justitsministeren i et brev til Folketingets retsudvalg.

Nick Hækkerup begrunder sin tavshed med, at en granskningskommission nu skal endevende forløbet.

»Jeg har stor forståelse for, at der er tale om en sag, som påkalder sig stor politisk interesse, og hvor udvalget naturligt har et ønske om at stille regeringen spørgsmål. Indtil de nærmere rammer for og afgrænsning af den kommende kommissionsundersøgelse er faldet på plads, finder jeg – som det er sædvanligt og naturligt, når der gennemføres en sådan uafhængig undersøgelse eller er udsigt hertil – imidlertid af principielle grunde ikke anledning til at besvare flere mundtlige eller skriftlige spørgsmål om sagen,« skriver Nick Hækkerup.

Han understreger i brevet, at hans selvpålagte tavshed også gælder de spørgsmål fra retsudvalget, der allerede er stillet, og at den også gælder »det kommende samråd«, som han skriver.

Nick Hækkerup åbner i brevet for at svare på spørgsmål, når »de nærmere rammer for og afgrænsning af den kommende kommissionsundersøgelse er på plads«. Det gælder dog kun spørgsmål, som »klart måtte falde uden for den kommende kommissionsundersøgelses kommissorium«.

Nick Hækkerup tilføjer, at et lignende brev er sendt til formanden for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.