Hækkerup glæder sig til at rydde op efter Bødskov

Det har ikke set godt ud i Justitsministeriet på det seneste, erkender den nyslåede justitsminister, der ser frem til at få ryddet op.

Foto: Bax Lindhardt

Justitsminister Karen Hækkerup (S) har tidligere været retsordfører og har fulgt tæt med i det rod, der har været i Justitsministeriet under sin forgænger, Morten Bødskov (S).

»Det har været frygtelig trist at se, for jeg kender embedsfolkene, og jeg kender ministeriet som et hus, der er rigtig optaget af retssikkerhed, og af at almindelige mennesker kan opleve den højeste grad af retfærdighed og tryghed,« siger Karen Hækkerup under overdragelsen af ministeriet.

»Men nu er jeg kommet, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og også til at få ryddet op,« fortsætter hun.

Oprydningsarbejdet består blandt andet i, at flere ledende embedsmænd i Justitsministeriet skal redegøre for deres rolle i forbindelse med rodet i Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Retsudvalgets omstridte tur til Christiania, som i første omgang ikke blev til noget.

»Vi bliver nødt til at få lavet den undersøgelse og finde ud af, om der skal gøres yderligere,« siger Karen Hækkerup og understreger:

»Jeg står ikke i dag og fyrer nogen som helst. Vi må afvente og se, hvad resultatet bliver.«

Morten Bødskov har erkendt, at han løj for Folketingets Retsudvalg, men Karen Hækkerup mener, det er fornuftigt nok at få Kammeradvokaten til på baggrund af undersøgelsen at se på, om der skal tages ansættelsesretslige skridt.

»Det er helt naturligt i en sag, hvor en chef for Politiets Efterretningstjeneste er gået, og hvor en justitsminister er gået. Jeg synes faktisk, det havde været lidt mærkeligt, hvis man lod det her spørgsmål passere uden at stille sig selv det gode spørgsmål: Hvordan pokker kunne det her ske?,« siger justitsministeren.

Karen Hækkerup regner med, at redegørelsen er klar allerede om en uges tid.

Fagforbundet DJØF, der organiserer mange af de ansatte i ministerierne, finder det naturligt, at embedsværket i Justitsministeriet nu skal kigges efter i sømmene.

»Embedsmænd skal naturligvis stå på mål for, at deres rådgivning er korrekt, lovmedholdelig og bygger på et fagligt korrekt grundlag. Men både politikere og medier bør vente med at fælde dom, indtil sagerne er ordentligt belyst,« siger Per Hansen, der er næstformand i DJØF, i en pressemeddelelse.