Hånden op for de homoseksuelle

Merete Riisager (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er dødtræt af ligestillingsdebatten i Danmark. Det er en forstenet debat, der ikke evner at tage fat på egentlige problemer om uligestilling.

Forleden, da jeg var i debat med Stine Brix fra Enhedslisten, stod det endnu en gang klart for mig, hvor svært det er at stille skarpt på egentlige ligestillingsproblemer i et land, hvor feminister bliver ved at promovere teorien om, at der findes en ond paternalistisk overmagt, der betvinger enhver kvinde. Rationalet er, at alle kvinder er udsat for uligestilling. ALLE! Derfor kan man diskutere voldtægter, mandebarsel og kønsopdelte frisørpriser i én pærevælling uden at skelne mellem stort og småt – ret og vrang. Kvinder betragtes stadig som grundlæggende undertrykte, og derfor tæller det – ifølge nutidens feminister - på den store ligestillingsskala, uanset hvilken knap, man drejer på. Det er selvfølgelig noget forældet vrøvl, og det tager fokus væk fra de steder, hvor der faktisk er noget på spil.

Jeg vil derfor gerne bruge dagen i dag – d. 8. marts - til at slå et slag for nogle af de grupper, der rent faktisk er trængte og som oplever uligestilling. Allerhelst vil jeg give hånden op for de homoseksuelles rettigheder. Rettigheder for bøsser, lesbiske og andre grupper i LGBT-miljøet er under pres – både i udlandet og i Danmark. Godt nok har bøsser og lesbiske opnået mulighed for at blive viet i kirken i Danmark, men det hjælper ikke på, at der er områder i Danmark, hvor især homoseksuelle mænd ikke ønsker at sætte deres ben. Jeg kender personligt homoseksuelle, der har fravalgt Nørrebro, fordi de blev udsat for repressalier. Senest er en offentlig person som Gustav Salinas blevet overfaldet, fordi han i reality-programmer er fuldstændig åben omkring sin seksualitet. Bag beretninger fra kendte og bekendte, gemmer der sig en ubehagelig tendens. Som homoseksuel kan man ikke længere bare flytte fra Højby til Hovedstaden, hvis man vil leve i fred og fordragelighed. Der er gader og hele bydele, som det kan være en god idé at undgå, hvis man ikke vil udsættes for vold. Det er ikke i orden.

Lovgivningen i Danmark er i det store hele rimelig godt skruet sammen, når det handler om at sikre homoseksuelles rettigheder. Der kan stadig justeres i forhold til homoseksuelle forældre og myndighedernes syn på transseksuelle, men overordnet har vi en god lovgivning. Det er derfor lige så meget en opgave for civilsamfundet at sikre, at homoseksuelle kan leve, som de vil. Miljøer i Danmark, hvor homoseksuelle lægges for had, har et ansvar. Når drenge med muslimsk baggrund råber efter eller chikanerer homoseksuelle, har de selv og deres forældre et ansvar. Imamer eller andre nøglepersoner i lokalsamfundet, der dyrker fordomme om homoseksuelle, har et ansvar. Skoleledere, der oplever mobning og dårlig opførsel, har et ansvar for at skyde bolden tilbage til forældrene. Borgere, der oplever overgreb, har et ansvar i forhold til at anmelde det til politiet. Det værste, der kan ske, er, at man tier problemerne ihjel af angst for at støde nogen.

På verdensplan går det bestemt heller ikke kun den rigtige vej for rettigheder for homoseksuelle. I forbindelse med OL i Rusland flød medierne over med russiske politikeres fordømmelse af homoseksuelle. Ifølge Washington Post udtalte Putin eksempelvis, at homoseksuelle udøvere sandelig godt måtte deltage i legene, og tilføjede så: ”De skal bare lade børnene være.” I 2013 forringede Putins regering rettighederne for homoseksuelle igennem en ny lov, der forbyder folk at promovere ”utraditionel seksuel orientering” til børn og unge under 18. I praksis betyder det, at homoseksuelle i Rusland skal passe meget på med at fortælle om deres seksualitet. Samtidig bliver mediebilledet censureret for homoseksuelle ytringer. Uganda har netop vedtaget skrappe love for homoseksualitet og en strafferamme, der kan give livstid. Loven gør det også ulovligt - med fængsel til følge - ikke at anmelde homoseksuelle aktiviteter til politiet. I Iran bliver homoseksuelle dømt til døden og hængt - med udgangspunkt i shariaen. At flygte til lande med bedre rettigheder for homoseksuelle er uhyre vanskeligt, da det selvsagt kan være svært at bevise, at man er truet på grund af sin seksualitet.

Rettigheder og frihed er ikke noget, man kan tage for givet. Det kan vindes, og det kan forsvinde igen. I Danmark – lige på dette tidspunkt af historien – giver det ikke nogen mening at tale om kvinder som en samlet og forfulgt minoritet. Nogle steder i samfundet, har kvinder mere magt end mænd - andre steder har de mindre. Nogle steder sker der overgreb mod kvinder – andre steder i samfundet kan kvinder indtage de mest magtfulde embeder i landet på lige fod med mænd. At hævde, at kvinder i Danmark - som en samlet gruppe - er ramt af uligestilling, er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg vil derfor bruge d. 8. marts til at kæmpe for de grupper, der rent faktisk oplever uligestilling – og jeg vil starte med at give hånden op for de homoseksuelles rettigheder til at leve, som de vil.