Særdeles opsigtsvækkende.

Sådan beskriver Peter Kofod, der er gruppeformand i Dansk Folkeparti, at den mangeårige DF-politiker René Christensen forlader partiet til fordel for Moderaterne

»Jeg tror, de fleste er ret klar over, at der er stor forskel på det, som Moderaterne har at tilbyde, og det, som Dansk Folkeparti har at tilbyde,« siger han.

»Er man enig med Lars Løkke, skal man ikke være medlem af Dansk Folkeparti. Det må være en rejse, han har været på i noget tid.«

Peter Kofod, der er højt placeret i partiet, kendte ikke på forhånd til René Christensen planer. 

»Vi har været i det samme parti i mange år, og jeg kender ham fra gamle dage, hvor vi sad i Folketinget sammen. Jeg vil bare sige alt held og lykke og sende solskin til René,« siger gruppeformanden.

For langt fra magten

René Christensen har i årevis været en stabil drivkraft i Dansk Folkeparti – både i Folketinget og i Guldborgsund Byråd. 

Men nu er det slut for den 53-årige folkepartist fra Nykøbing Falster, der sidder som  førsteviceborgmester i det lokale byråd.

Dansk Folkeparti er blevet for hårde i kanten og kommet for langt væk fra magten, lyder forklaringen.

»Min vurdering er, at man arbejder sig væk fra magten. Og om man er i Guldborgsund eller på Christiansborg, skal man være så tæt på flertallet som muligt. Det er der, man kan ændre noget,« siger René Christensen til Ritzau.

Han noterer sig, at Dansk Folkeparti har skærpet retorikken og måden, man kommunikerer sin politik på.

»Man kommunikerer på andre måder på sociale medier, hvor man har mere kant og de her ting. Det er ikke min stil.«

Hvem har forandret sig?

Kritikken kan Peter Kofod dog ikke genkende. 

»Jeg synes, vi er Dansk Folkeparti classic. Jeg kan stadig genkende det parti, jeg meldte mig ind i for mange år siden,« siger han.

René Christensen mener, at Dansk Folkeparti har bevæget sig for langt væk fra flertallet. Hvad mener du om det?

»Jeg vil sige, at det er magten, der har bevæget sig væk fra det sted, hvor mange vælgere står. Jeg tror, at mange har svært ved at genkende de partier, de stemte på før valget,« siger Peter Kofod.

Dansk Folkeparti er ifølge gruppeformanden det samme. René Christensen har derimod ændret sig, vurderer han. 

»Det er ham, der har forandret ståsted. Der er stor forskel på de to partier. De er vidt forskellige,« siger Peter Kofod.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, men det er ikke lykkedes.