Der er opbakning til Múte B. Egede fra den grønlandske regering, efter at han er blevet truet med et sagsanlæg for sine udtalelser om, at Danmark skulle have begået "folkedrab".
Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, siger i en pressemeddelelse, at den tidligere regeringschef Múte B. Egede er i sin gode ret til at kommentere Spiralsagen.
- Det er en del af de demokratiske principper, at vi kan tage svære emner op og debattere dem åbent.
- Múte B. Egede har fuld ret til at udtale sig, som han gjorde - uden hensyn til enkeltpersoners følelser, herunder tidligere danske ministre, siger formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen.
Han uddyber, at den grønlandske regering, Naalakkersuisut, afventer en ekspertgruppes vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Spiralsagen falder ind under folkedrabskonventionen. Det ventes sidst i januar 2026.
Det har tidligere været fremme, at Danmarks sidste reelle minister for Grønland, Tom Høyem, vil lægge sag an mod Grønlands tidligere regeringschef Múte B. Egede. Han er siden blevet finansminister efter valget i marts.
Baggrunden for søgsmålet er, at Múte B. Egede i december beskyldte Danmark for at have begået folkedrab i sagen om grønlandske piger og kvinder, som fik opsat svangerskabsforebyggende spiraler i livmoderen.
Tom Høyem var gennem fem år Danmarks sidste minister for Grønland, inden ministeriet blev nedlagt i 1987.
Múte B. Egede har selv reageret på sagen i et opslag på Facebook, efter at Tom Høyem udtalte til Politiken, at han overvejede at sagsøge Múte B. Egede.
- Man kan ikke true sig til, at jeg tier stille eller trækker mine ord tilbage om Spiralsagen. Den tid er for længst ovre. Mine udtalelser er rettet mod den danske stat og ikke mod enkeltpersoner.
- Derfor er jeg mere end klar til, hvad der end kommer, skrev han i et opslag tirsdag.
Tom Høyems advokat, Dan Shefet, siger som reaktion på opslaget til Ekstra Bladet, at det er "skammeligt", at Múte B. Egede "på den måde tydeligvis fastholder sin anklage".
Statsminister Mette Frederiksen (S) var i september i Grønland for at give en officiel undskyldning til kvinderne i Spiralsagen.
Også den grønlandske regering vedkendte sig et ansvar, som Jens-Frederik Nielsen undskyldte for.
I starten af september udgav Indenrigs- og Sundhedsministeriet en udredning af sagen. Her fremgik det, at det vurderes, at mindst 4070 grønlandske piger og kvinder havde fået opsat en spiral ved udgangen af 1970.
143 kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, stævnede sidste år Danmark for brud på menneskerettigheder. Kvinderne krævede erstatning på samlet 43 millioner kroner.
Danmark havde ansvar for sundhedsvæsenet i Grønland frem til 1992.
/ritzau/
