Grønland skal have et klimacenter

For at skaffe mere viden om klimaforandringerne skal Grønland have et "klimauniversitet". Det skal være etableret i 2009, foreslår Helge Sander.

Grønland, der oplever den globale opvarmning lige uden for døren, skal have et "klimauniversitet".

Det foreslår videnskabsminister Helge Sander (V), som derved imødekommer et stærkt grønlandsk ønske. Klimauniversitetet skal etableres som et tværvidenskabeligt forskningscenter, forankret på Grønlands Naturinstitut i Nuuk. Det er tanken, at der ud over en centerleder tilknyttes 5 til 10 forskerstillinger. Driften skal sikres med en femårig bevilling på 14 millioner kroner om året.

- Jeg har drøftet forslaget med min grønlandske kollega, Tommy Marø, og vi er enige om formålet og har aftalt at være i tæt dialog de kommende uger for at udarbejde et fornuftigt beslutningsgrundlag, siger Helge Sander i en pressemeddelelse.

Centret ventes fuldt etableret om to år og vil dermed også være et vigtigt signal, når FN holder klimatopmøde i Danmark i 2009. Det skal skaffe grundlæggende viden om klimaet i de polare egne og effekterne af klimaændringer.

/ritzau/