Nordisk Råd har besluttet at give Grønland, Færøerne og Åland fast plads i rådets præsidium.

Det skriver Nordisk Råd i en pressemeddelelse.

- Det her handler ikke bare om at ændre en paragraf i forretningsordenen. Det handler om at tage fælles ansvar for at udvikle vores samarbejde, så det afspejler det Norden, vi er i dag, sagde Henrik Møller fra præsidiet, da han fremlagde forslaget ifølge pressemeddelelsen.

Præsidiet er Nordisk Råds øverste politiske ledelse imellem rådets sessioner, som finder sted to gange årligt.

Nordisk Råd består af repræsentanter fra Danmark, Finland, Norge, Sverige og Island.

Men med den nye aftale kan Grønland, Åland og Færøerne også sidde med om bordet, når præsidiet skal tage beslutninger.

De er dog fortsat ikke fuldgyldige medlemmer af rådet. Det skyldes, at medlemslandene ikke har opdateret den såkaldte Helsingforsaftale.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere sagt, at hun er fortaler for, at aftalen bliver ændret.

Ifølge pressemeddelelsen fra Nordisk Råd blev forslaget om at ændre forretningsordenen, så Grønland, Færøerne og Åland får plads i præsidiet, stemt igennem enstemmigt.

Ændringen træder i kraft 1. januar 2026.

Repræsentanter fra Grønland, Åland og Færøerne glæder sig over, at de bliver inkluderet i højere grad.

- Vi er glade for, at Nordisk Råd har taget ansvar for fuldt ud at inddrage Grønland, Færøerne og Åland i Nordisk Råds samarbejde. Grønland ser nu frem til, at regeringerne følger trop i deres arbejde med at opdatere Helsingforsaftalen. Hurtigst muligt, siger den grønlandske politiker Justus Hansen i pressemeddelelsen.

Medlemmerne af Nordisk Råd sidder i landenes parlamenter og udvælges af de øvrige parlamentarikere. Der afholdes derfor ikke direkte valg til Nordisk Råd.

Medlemmerne af Nordisk Råd samles to gange årligt, hvor de tager beslutninger om forhold, som de ønsker, at de nordiske regeringer skal finde løsninger på.

/ritzau/