Grimhøj-talsmand svarer på Støjberg-kritik: »Hun sætter en ny, meget lav standard«

Støjberg er på børnehaveniveau og vælger en infantil æ-bæ-bu tilgang, lyder kritikken fra Grimhøj-talsmand, efter hun har kaldt ham end fej hund. Inger Støjberg holder fast i sit angreb.

Oussama El-Saadi og Inger Støjberg optrapper konflikten i onsdagens BT. Fotos: Niels Ahlmann Olesen (venstre) og Thomas Lekfeldt (højre) Fold sammen
Læs mere

»Når Inger Støjberg kalder mig en fejl hund og anfægter mit tilhørsforhold til Danmark, synes jeg, hun sætter en ny, meget lav standard for, hvordan man som integrationsminister gebærder sig.«

Sådan skriver talsmanden for Grimhøj-moskéen, Oussama El Saidi, i en mail til BT, hvor han henvender sig direkte til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Inger Støjberg kaldte i sidste uge Grimhøj-talsmanden en fej hund, efter han til BT sagde, at tegnerne på Charlie Hebdo selv var uden om, at de blev terrormål. Oussama El Saidi tager nu til genmæle overfor kommentaren i onsdagens BT.

»Som Danmarks integrationsminister er det din fornemste opgave at sikre en saglig dialog som garanti for, at sammenhængskraften optimeres. Der har du fejlet. Du har tilsyneladende ingen svar af saglig karakter på de problemstillinger, Danmark står over for, og vælger infantilt en æ-bæ-bu tilgang i stedet,« skriver han i mailen.

Oussama El Saidi har tidligere sagt til Berlingske, at han »selvfølgelig tager afstand fra vold og drab«, og følte sig i den forbindelse misforstået af BT, efter han blev kritiseret af en 16-årig muslimsk pige, der mener, det var »synd, at han skal repræsentere islam i Danmark«.

Det er ikke første gang, Støjberg har kaldt Grimhøj-formanden en fej hund, og hun fastholder over for BT kritikken.

»Hvis han var et rigtigt mandfolk, så rejste han et sted hen, hvor hans synspunkter passede ind i samfundsordenen,« skriver hun til BT, og antyder, at det er det danske velfærdssystem, der får ham til at blive i landet:

»Mon ikke svaret skal findes i, at Oussama El Saadis kærlighed til profitten i form af de goder, han har tilranet sig i Danmark, er større end kærligheden til profeten, og at det er svaret på, at han er så fej en hund, så han bliver her i landet?«

Flere partier på Christiansborg har tidligere meldt ud, at de vil have Grimhøj-moskeen lukket.

Men det er en dårlig idé, fordi det vil gøre det sværere at bekæmpe radikalisering, sagde eksperter i 2015.