Greenpeace-protest mod overfiskeri

Greenpeace barrikaderer EU's Ministerrådsbygning i Bruxelles i protest mod EU's rovfiskeri. Men at bruge Nordsøtorsk som eksempel er forkert ifølge Eva Kjer.

Med syv ton beton i bagagen gjorde omkring 200 Greenpeace-aktivister mandag et gedigent forsøg på at blokere indgangen til EU's Ministerrådsbygning i Bruxelles.

Fra morgenstunden lykkedes det aktivisterne at stable en stor betonbarriere op med ordene "lukket indtil fiskebestandene har bedret sig".

Ud på formiddagen lykkedes det for belgisk politi at opløse protesten.

Begivenheden er en kritik af de 27 regeringers generelle rovdrift på Europas fiskebestande.

Greenpeace brugte forøgelsen med 11 procent af Nordsø-torskekvoten som et eksempel, men der tager de fejl, påpeger fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

- Jeg er selvfølgelig enig i, at der ikke skal drives rovdrift, men 11 procent er en forsigtig stigning, og faktisk er det sådan, at den biologiske rådgivning netop ikke har anbefalet et nul i 2008, siger hun. /ritzau/