Greenpeace: Det er dybt pinligt at hive mere olie og gas op

Miljøorganisationen Greenpeace mener ikke, at Danmark lever op til klimaaftale med ny olie- og gasstrategi.

Miljøorganisationen Greenpeace mener ikke, at Danmark lever op til klimaaftale med ny olie- og gasstrategi. (Foto: CLAUS FISKER/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER

Mens erhvervslivet ser positivt på regeringens nye strategi for udvinding af olie og gas for Nordsøen, er miljøorganisationen Greenpeace straks mere skeptisk.

Generalsekretær Mads Flarup Christensen er i hvert fald dybt skuffet over regeringens hensigt om at pumpe endnu flere ressourcer op af den danske undergrund.

»Vi synes, at strategien er dybt pinlig. Den siger, at vi skal hive alt op af Nordsøen, og det er stik imod det, som klimaaftalen fra Paris taler om.«

»Klimavidenskaben fortæller os, at 80 procent af de ressourcer, vi har fundet, skal blive i jorden, hvis vi skal forhindre flere klimaforandringer.«

Og når andre lande kan finde ud af det, så bør Danmark også gøre det, siger han.

Mads Flarup Christensen mener, at diskussionen ikke bør handle om, hvor meget mere olie, der skal udvindes. I stedet bør Danmark involvere sig i, hvem der skal lade noget ligge i jorden.

»Et rigt land som Danmark burde gå foran og lave en strategi, der handler om at udfase brugen af fossile ressourcer.«

»Det handler blandt andet om at elektrificere transportsektoren,« siger Mads Flarup Christensen.

Han mener, at regeringen er på vej i den gale retning i kampen mod menneskeskabte klimaforandringer.

»Det kommer som perler på en snor. Først gjorde de brugen af elbiler vanskeligere. Mandag lagde de en strategi for, hvordan det skal blive billigere at flyve, og nu kommer det her.«

»Samtidig med at man kritiserer Trump og andre, så gør man det her, og det er ikke bæredygtigt på nogen måde,« siger generalsekretæren.

Ifølge den nye olie- og gasstrategi er der fortsat tre milliarder tønder olie i den danske undergrund, og dem bør man ifølge regeringen gøre mest muligt for at få fat på.

Fra 1972 og frem til 2015 er der udvundet 3,8 milliarder tønder olie i den danske del af Nordsøen.

/ritzau/