Gratis vand på restauranter vil presse en branche, der i forvejen er presset.

Sådan lyder det fra brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC), der kalder Alternativets tiltag i deres vandudspil for et »populistisk forslag«.

Alternativet vil have gratis postevand på restauranter. Det er en del af det vandudspil, partiet præsenterede lørdag på partiets landsmøde.

»Det er en gammel traver, som de bringer på banen igen. Det ville være en enormt stor økonomisk belastning og et stort tab for restauratørerne,« siger politisk direktør i DRC, Freja Brandhøj.

Ifølge hende er priserne på restauranter indregnet efter, at kunder også bestiller drikkevarer.

Hvis kunder bare kan få gratis vand, mister restauranterne den indtjening, da man i flere henseende vil vælge det gratis glas vand fremfor andre drikkevarer.

»Indtjeningsmarginen er i forvejen lav på restauranterne, siger hun og påpeger, at hvis man tjener mindre på drikkevarer, skal det bare afspejles andetsteds.«

»Det er misforstået, at politiske partier skal blande sig i, hvad en virksomhed tager for sine varer,« siger Freja Brandhøj.

»Vi mener ikke, det er en menneskeret at få gratis vand.«

Alternativet vil afsætte 43 milliarder kroner til en række tiltag i et nyt vandudspil.

Et af målene er, at »vi skal have langt mindre vand på flaske«. Det forklarede Franciska Rosenkilde efter sin tale på landsmødet.

Gratis postevand på restauranter vil dog ikke betyde, at restauranter skal forbydes at sælge vand på flaske.

Brancheorganisationen HORESTA stiller sig også uforstående overfor Alternativets forslag.

Mette Falkenberg Rasmussen, der er politisk direktør, påpeger, at restaurantbranchen allerede er langt med den grønne omstilling.

Langt færre restauranter importerer i dag flaskevand for at spare transport, og mange restauranter er gået bort fra vand på plastikflasker, men serverer i egne flasker.

»Udover forbruget af vand har restauranter omkostninger til arbejdskraft ved servering og oprydning,« siger hun i et skriftligt svar.

Derfor skal det være den enkelte restaurants valg om, omkostningerne skal dækkes af gæsterne, mener hun.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.