Græsrødder bakker op om Poulsen

Jørgen Poulsens (NA) lokalforening mener ikke, at deres folketingsmedlem bør give slip på de omstridte 750.000 kroner, han har fået fra Røde Kors.

Jørgen Poulsen får nu opbakning fra sin lokalforening i Sønderjylland, der siger, at han kan beholde de 750.000 kr. fra forliget med Røde Kors. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

Det er hans penge! Sådan lyder det fra Jørgen Poulsens (NA) sønderjyske græsrødder til deres lokale folketingsmedlems forsøg på at beholde de 750.000 kroner, han har fået i fratrædelsesordning fra Røde Kors.

Partiets leder, Naser Khader, har ellers sagt, at han selv ville give de 750.000 kroner til et godt formål. Men det skyldes, at Naser Khader har misforstået sagen, siger formanden for Sydjyllands Storkreds, Kim Kristensen.

- Da Naser udtalte det, der tror jeg ikke, at han var klar over, at de penge var administrations- og ikke nødhjælpspenge. På det tidspunkt var ingen klar over, at de penge var administrationspenge, og altså ikke tages fra nødhjælpen, siger Kim Kristensen.

Heller ikke næstformanden i Sydjyllands Storkreds, Jesper Strunge Jensen, støtter Naser Khaders forslag.

/ritzau/