I de næste få måneder kan det blive afgjort, om EU-landene formår at redde Schengen-samarbejdet eller suspenderer det hele, mens medlemslandene vender tilbage til grænsebommenes æra fra tiden før det indre marked. For Europa er situationen tilspidset. Krigen i Syrien og andre konflikter har sendt millioner af mennesker på flugt, og en række EU-lande har allerede midlertidigt gen­indført grænsekontrollen for at dæmme op for strømmen. Men hvad bliver det næste?

Accelerationen i mobiliteten og størrelsen af flygtningestrømmen sætter hele EU under et enormt pres. »I 2016 har vi brug for en radikal styrkelse af EUs migrationssystem,« fastslog Kommissionen før EU-topmødet her torsdag og fredag. Alle flygtninge med krav på beskyttelse må gives en værdig behandling og sikres ophold, og de bør fordeles solidarisk mellem medlemslandene, mens illegale migranter skal hjemsendes langt hurtigere. Årsagerne til den voksende flygtningestrøm skal imødegås med hjælp til nærområderne, handelsaftaler og økonomisk­ støtte.

Der er brug for sammenhængende europæiske løsninger. En nystor Bertelsmann -,åling blandt over 11.000 europæere viser, at 87 pct. af borgerne vil have fælles ydre EU grænseværn og 79 pct. vil have fri bevægelighed plus fair fordeling af asylansøgere i EU. Men vil medlemslandenes ledere vise det fornødne lederskab?

Alene i Grækenland har 900.000 flygtninge og økonomiske migranter krydset grænsen siden januar 2015. Intet tyder på, at strømmen stopper. Uden hjælp fra andre EU-lande kan grækerne ikke klare opgaven. I januar blev 78 pct. af migranterne registreret med fingeraftryk på de græske øer, et fremskridt i forhold til september, hvor det kun var otte pct. Men modtagecentrene er få og små. Selv om både den græske hær og eksperter fra EUs grænseagentur er udkommanderet til de græske øer, og selv om EU lægger pres på Tyrkiet, er det langt fra nok. Det ligner en moderne version af Sisyfos-myten.

Langt stærkere kontrol og patruljering af de ydre EU-grænser er og bliver uomgængeligt. Alle medlemslandene bør bidrage og hjælpe frontlinjestaterne med penge, mandskab og udstyr.

Kommissionen presser på for, at man inden sommer enes om et fælles EU-kyst- og grænseværn på mindst 1500 mand, der også får mandat til at gribe ind, når medlemslande svigter de indgåede aftaler. Det er et vigtigt første skridt, men EU-landene burde mangedoble indsatsen, så man gradvise får opbygget et europæisk svar på det amerikanske Homeland Security. Uden strammere ydre grænsekontrol kan man ikke i længden forsvare den indre mobilitet i EU-området.

Grænsekontrol skaber køer

Lykkes det ikke at skabe mere orden og sikkerhed ved de ydre EU-grænser, kan det udløse en negativ spiral, hvor medlemslande genindfører den nationale grænsekontrol ved de indre grænser. Ikke bare midlertidigt som i det forløbne år, men også mere permanent. EU-samarbejdet er ikke stærkere end det svageste led i kæden. Genindføres den permanente grænsekontrol ved de indre EU-grænser, sendes Schengen i respiratoren, og det indre marked risikerer at krakelere indefra. Det bliver ikke en gratis frokost. Den frie varehandel mellem landene i EUs indre marked overstiger 2800 mia. euro, og hver dag krydser 3,5 millioner EU-borgere grænsen mellem et af landene i Schengen-området. Hele 1,7 mio. europæere pendler over grænserne hver dag, og hvert år kører 60 millioner lastvogne over grænserne. Genindførslen af grænsekontrollen har visse steder – som ved f.eks. de franske grænser – udløst flere kilometer lange køer og ventetider fra 30 minutter og op til tre timer. Det er gift mod det indre marked. Den franske regerings analyse­enhed, France Stratégie, har regnet på, hvad den øgede grænsekontrol kan komme til at koste, hvis den bliver permanent og systematisk – og ikke bare midlertidig og stikprøveagtig. De direkte omkostninger kan blive 50 og 134 mia. kr. om året. Og skader grænsekontrollen også EUs fælles visumpolitik, kan de afledte omkostninger for EU-landenes turisme­erhverv blive et tilsvarende beløb oveni.

Hvert år rejser EU-borgerne på 214 millioner turistbesøg på tværs af grænserne, så øget grænsekontrol får en meget negativ effekt. Økonomiske studier viser, at den frie bevægelighed mellem Schengen-landene udløste 10-15 pct. ekstra samhandel, men simulationer viser, at de negative konsekvenser ved permanent grænsekontrol vil svare til en ekstra told på 3 pct. Den bilaterale handel kan falde 10-12 pct., og frem mod 2025 udløses et betragteligt velstandstab. Negative sideeffekter for industrivirksomhederne, for turismen, for logistikbranchen og for de direkte udenlandske investeringer bør ikke bagatelliseres. Fri handel over grænserne, høj mobilitet og velfungerede arbejdsmarkeder i grænseregionerne – om bl.a. Øresunds­regionen og i Sønderjylland – er værdifuldt for dansk økonomi. Der bør regnes mere på de mange afledte konsekvenser.

Nogle politikere fører stadig kampagne for permanent kontrol ved de nationale grænser, men de skylder at fortælle vælgerne om de høje omkostninger. Det vil skade Danmark, der som eksportnation nyder godt af EUs indre marked og den frie bevægelighed.