Grænsekontrol indføres trods markant færre asylsøgere

I december har 2700 flygtninge søgt asyl i Danmark. Det er næsten en halvering i forhold til november.

København: På et pressemøde mandag fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Dnamark nu indfører grænsekontrol på grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Det sker, selvom antallet af asylansøgere faktisk er kraftigt faldende.

Lars Løkke Rasmussen fremlagde selv nye asyltal på pressemødet. De viser en halvering fra november til december i år:

- Samlet set har Danmark fået omkring 21.000 asylansøgere i 2015. På det seneste er antallet af asylansøgere i Danmark faldet. I november modtog vi omkring 5100 asylansøgere, siger statsministeren og tilføjer:

- I december var tallet faldet til omkring 2700. Det svarer til lidt under 90 ansøgere om dagen. Hen over jul og nytår er tallet yderligere faldet til 55 om dagen. Men vi har stadig en betydelig tilstrømning af flygtninge og migranter, siger Lars Løkke Rasmussen.

Særligt i de sidste fire måneder af 2015 er tusindvis af flygtninge og migranter ifølge Løkke rejst ind i Danmark:

- Siden starten af september er mere end 91.000 migranter og flygtninge kommet over den dansk-tyske grænse. Af dem har mere end 13.000 søgt asyl i Danmark, mens resten formentlig er søgt videre til Sverige, Norge og Finland, siger statsministeren.

Den midlertidig grænsekontrol er ifølge statsministeren en konsekvens af, at de fleste flygtninges destinationslande i Skandinavien har skærpet deres grænsekontrol.

Mest markant skærpede Sverige mandag deres midlertidige grænsekontrol, så man nu ikke længere kan komme ind i landet uden gyldigt pas eller andet billed-id.

Derfor er regeringen bange for, at flygtningene strander i Danmark, hvilket kan føre til en stigning i antallet af asylansøgere.

/ritzau/