Godt nyt for Radikale Venstre

Radikale Venstre kan mønstre en større vælgeropbakning, end den de fik ved valget. Det viser det seneste vægtede gennemsnit i Berlingske Barometer.

Der er al god grund til at smile for Morten Østergaard og hans partifæller i Berlingske Barometers seneste vægtede gennemsnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

En opadgående kurve. Det har været tilfældet for Radikale Venstre siden december ifølge partiernes historik i Berlingske Barometer.

I dag står De Radikale til at få 5,8 procent af stemmerne. Det er en signifikant fremgang for midterpartiet, der fik 4,6 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015. Alligevel har partiformand Morten Østergaard (RV) noget at indhente, hvis han skal nå op på samme niveau som sin forgænger. Ved valget i 2011 fik Det Radikale Venstre nemlig 9,5 procent af stemmerne, da Margrethe Vestager stod i spidsen for partiet.

Læs mere: Overblik: Kras kritik fra egne rækker i både V og S

Morten Østergaards tidligere partifælle Uffe Elbæk (A) har også grund til at glæde sig over Berlingske Barometers seneste vægtede gennemsnit. Alternativet står nemlig til 6,2 procent af stemmerne. Det er også en signifikant fremgang for partiet, der fik 4,8 procent af stemmerne ved det seneste folketingsvalg. Folketingets nyeste parti kan altså foreløbigt kalde sig tredjestørst i rød blok.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.