Giv 2. generationsindvandrerne en ordentlig chance!

Marie Krarup (DF) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Det sidste de har brug for er offerideologi og nedladende anerkendelse.

Denne uges store begivenhed var den unge 2. generationsindvandrer Yahya Hassans offentlige optræden. Han har kritiseret sine forældre, de offentlige instanser og islam for at fastholde de unge 2.generationsindvandrere i en situation, hvor de ikke kan få succes i livet. Hans kritik er meget direkte og håndfast, og han bliver nu truet på livet. Man må have respekt for hans mod og medlidenhed med ham både på grund af hans ulykkelige barndom med vold og utryghed, men især fordi han nu kan se frem til udstødelse og endnu mere utryghed i livet.

Samtidig med, at dette drama oprulles i medierne, foregår der andre ting, der givet vil virke til, at andre i Yahan Hassans situation ikke får bedre chancer i fremtiden. Der er netop blevet dannet en støttekomite for en ny stormoske i København. De folk, der står bag udtaler sig i dag (9. oktober) i Politiken om projektet.

Det er de samme kræfter, der har splittet Danmark og skabt ghettoer og integrationsproblemer de sidste mange år, - de politisk korrekte fra Det Radikale Venstre og naive utopister fra kultur, kirke og erhvervsliv, der nu vil give det sidste spark i den forkerte retning.

For en stormoske vil give ansporing til endnu større ghettoisering og ønske om særbehandling af vort muslimske mindretal. Fraser som ”det bedste værn imod ekstremisme er anerkendelse og oplevelsen af at høre til” har skabt de parallel-samfund, som unge mennesker som Yahya Hassan nu lider under. Parallel-samfund, hvor de offentlige instanser ikke kan og tør sætte sig igennem. Hvor man i naiv trang til ”anerkendelse” og ”inklusion” af minoriteter ikke stiller normale krav og ikke træder i karakter og forhindrer vold imod børn, selvom man udmærket ved, at de får tæv i hjemmet.

Den eneste rigtige anerkendelse af minoriteter er at stille nøjagtig de samme krav til dem som til andre. De skal lade være med at mishandle deres børn, de skal leve op til kravene i skolerne, og de skal anerkende de danske frihedsrettigheder såsom ytrings -og religionsfrihed. Lige præcis som vi andre skal. Det ville være ægte anerkendelse. I stedet behandler man de muslimske minoriteter som stakkels ofre, der ikke kan tage ansvar for deres eget liv og i hvert fald ikke selv kan få bygget en moske. Der er masser af moskeer i Danmark. Der er ingen grund til at begynde et projekt med en moske, der spænder over vidt forskellige retninger indenfor islam. Der vil formentlig alligevel hurtigt blive én dominerende retning, og moskeen vil risikere at udvikle sig til arnested for alt det, man ønsker at undgå i Danmark – nemlig ekstremisme og radikalisering af unge mennesker. Det har man set ske i andre lande.

Men det mest ynkelige ved den nye komite til støtte for en stormoske i København er Domprovst Anders Gadegårds udtalelser. Han har helt åbenbart glemt, at han er præst i den danske folkekirke og derfor har pligt til at forkynde evangeliet rent og purt. I stedet mener han: ”Vi skylder at bidrage til, at det næststørste trossamfund i København får deres domkirke – et religiøst dannelsessted”. Det gør han, siger han, fordi ”at kristendommens position som statsreligion forpligter ham til også at omfavne de danske muslimer.”

Hvis han som præst ønskede at gøre noget godt for de danske muslimer, så skulle han da prædike det gode budskab for dem! Tror han ikke selv, at Jesus er livet, vejen og sandheden? Eller hvad?

Det er en naiv utopi at tro på, at islam forandrer sig fra en brølende løve til en sød lille kattekilling, fordi man behandler den som en kattekilling. Men det er først og fremmest et enormt svigt af unge mennesker som Yahya Hassan, at ressourcestærke mennesker som medlemmerne af støttekomiteen til stormoskeen ikke sætter deres kræfter ind på at hjælpe og anerkende de etniske minoriteter som ligeværdige borgere. I stedet støtter de projekter, der fremmer ghettoisering, afsondring og offerideologi blandt de etniske minoriteter.

Yahya Hassan og hans lige kan blive ved med at få bank og få dårligere livschancer her i Danmark uden at støttekomiteen tilsyneladende vil løfte en finger!

Der er brug for at vi i Danmark giver 2. generationsindvandrerne en ordentlig chance her i livet. Det gør vi ikke ved at "anerkende" dem som særlinge eller ofre, der ikke kan stilles normale krav til. De har brug for at der stilles normale krav til dem og deres forældre nøjagtig, som der stilles krav til de danske børn og forældre. Det sidste de har brug for er offerideologi og nedladende anerkendelse.