Gasledning ved Bornholm flyttes

Det internationale selskab Nord Stream vil have en planlagt rørledning væk fra krigsgas og dansk-polske grænsestridigheder. Ny linjeføring går nord om Bornholm.

Det tysk-russiske selskab Nord Stream, der vil bygge en ny naturgasledning gennem Østersøen, har besluttet at ændre linjeføringen. I stedet for at gå syd om Bornholm skal ledningen gå nord om Bornholm.

Gasledningen vil med den oprindelige linjeføring koste over 35 milliarder kroner. Den nye linjeføring vil gøre den otte kilometer længere og dermed endnu dyrere.

Flytningen er besluttet for at få gasledningen længere væk fra de store mængder af tysk krigsgasammunition, der blev dumpet øst for Bornholm efter Anden Verdenskrig.

Desuden vil en linjeføring nord om Bornholm føre gasledningen væk fra det område af Østersøen, hvor Danmark og Polen har en 25 år gammel, uafsluttet strid om grænsedragningen mellem de to lande.

/ritzau/