Gades pressechef pudser politiet på Guldbrandsen

Forsvarsminister Søren Gades (V) pressechef Jacob Winther beder politiet rejse injuriesag mod journalist og filminstruktør Christoffer Guldbrandsen.

Søren Gades pressechef (th) har nu gjort alvor af sine intentioner om at melde filminstruktør Christoffer Guldbrandtsen for injurier. Fold sammen
Læs mere

Sagen om lækagen af de hemmelige oplysninger om jægerkorpset har taget en ny drejning.

Forsvarsminister Søren Gades (V) pressechef Jacob Winther beder politiet om at rejse injuriesag mod journalist og filminstruktør Christoffer Guldbrandsen, oplyser Ritzau.

- Christoffer Guldbrandsen har i medierne rettet udokumenterede beskydninger mod Jacob Winther for i 2007 at have lækket fortrolige oplysninger til pressen om danske jægersoldaters udstationering i Irak, skriver Hans Sønderby Christensen til Ritzau.

Filminstruktøren hævder, at han har et båndet bevis for, at det var forsvarsministerens pressechef, der i 2007 fortalte TV2, at Danmark ville udsende jægersoldater til Irak, inden Udenrigspolitisk Nævn var blevet orienteret. Det nægter Jacob Winther, og allerede 29. januar siger pressechefen, at han vil sagsøge Guldbrandsen for injurier og ærekrænkende beskyldninger.

Persongalleriet: Hvem taler sandt?

Sagen har siden bølget i medierne, og har blandt andet resulteret i, at TV2 har sendt den politiske reporter Kaare R. Schou på tvungen afspadsering, mens DR har opdaget, at det er en af deres medarbejdere, der har forsynet filminstruktøren med den lydoptagelse, som Guldbrandsen hævder inkriminerer forsvarsministerens pressechef. Den spegede sag kulminerede tidligere i dag med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen bad alle parter om at fremlægge beviserne i sagen om lækagen af de hemmelige oplysninger om jægerkorpset.

Mette Koue og Ritzau