Fynske folketingsmedlemmer drømmer om et billigere Storebælt

Både socialdemokraten Jan Johansen og Venstres Lars Christian Lilleholt vil gerne gøre det billigere at køre over Storebælt, men begge erkender, at politiske aftaler binder dem på hænder og fødder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om Jan Johansen (S) og Lars Christian Lilleholt (V) kommer fra hver sit parti, er de to fynske folketingspolitikere enige om, at det på sigt bør være billigere at køre over Storebælt.

En ny analyse fra Fynsk Erhverv viser, at samfundet kan tjene i omegnen af 30 milliarder kroner, hvis man helt fjerner broafgiften, blandt andet fordi det vil give øget handel.

Jan Johansen understreger, at han hele tiden har ment, at det skal være gratis at bruge broen, når hele projektet engang er betalt.

»Det holder jeg fast i,« når han at sige, inden telefonforbindelsen ryger, fordi hans tog kører i tunnelen under netop Storebælt.

Få minutter senere er Jan Johansen atter oven vande, og fra lavbroen kan han uddybe synspunktet:

»Jeg synes, at det vil være en rigtig god idé, hvis vi prøver at kigge på, hvordan vi kan skaffe indtægter andre steder, hvis vi letter broafgiften. Det vil være en ren win-win.«

Venstres Lars Christian Lilleholt vil også gerne sætte brotaksterne ned, men erkender, at det ikke lader sig gøre over én nat.

»Jeg synes, at analysens konklusion er rigtig spændende. Den viser, at hvis man afskaffer eller reducerer taksterne over en periode, så vil der være god økonomi i det. Men det hænger sådan sammen, at der er indgået en aftale omkring Storebælt, og den står Venstre selvfølgelig bag.«

Liberal Alliance har fremsat et konkret forslag om at gøre det gratis at gøre over Storebælt. Det skal Folketinget tage stilling til inden for en overskuelig fremtid.

Selv om Jan Johansen og Lars Christian Lilleholt gerne vil gøre broturen billigere, siger de nej til Liberal Alliances forslag.

»Jeg stemmer selvfølgelig imod, og det gør jeg på baggrund af de aftaler, der er lavet. Vi kan ikke bare fjerne broafgiften med et penselstrøg, fordi så mangler pengene et andet sted. Men der er ingen tvivl om, at jeg stadig vil kæmpe for, at vi får afgiftslettelser for alle på Storebæltsbroen,« siger Jan Johansen.

Lars Christian Lilleholt mener, at Liberal Alliances forslag er »en gratis omgang«.

»Nu er Liberal Alliance jo ikke en del af aftalen omkring Storebælt, og når man står uden for aftalerne, er det også nemmere at komme med sådan nogle forsalg, og når man heller ikke kan pege på, hvor man skal finde de mange milliarder, så gør det det endnu lettere,« siger han.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen (DF), der ligeledes er valgt på Fyn, ønsker ikke at forholde sig til brotaksterne på Storebælt. Han henviser i stedet til sit partis trafikordfører.