Fyns Politi: Yahya Hassan-arrangement kan sætte ro og orden over styr

Det vil sætte den offentlige ro og orden over styr og tiltrække ballademagere udefra, hvis man gennemfører et arrangement med den islamkritiske digter Yahya Hassan på Vollsmose Bibliotek, vurderer Fyns Politi.

Da Yahya Hassan læste op af sin digtoplæsning og skrev autografer ved et arrangement i Aarhus den 14. november, var PET og politiet talstærkt tilstede. Fyns Politi mener ikke, man kan lave et lignende arrangement på Vollsmose Bibliotek i Odense. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke digteren Yahya Hassans personlige sikkerhed, men hensynet til den offentlige ro og orden, der har fået Fyns Politi til at anbefale Odense Kommune at flytte et planlagt arrangement med Yahya Hassan.

»Vores trusselsvurdering går ikke på Yahya Hassans personlige sikkerhed. Den kan vi håndtere, uanset hvor han er. Det er frygten for den offentlige ro og orden, der har gjort, at vi er kommet med den anbefaling,« siger chefpolitiinspektør John Jacobsen, Fyns Politi.

Ministre og ordførere fra hele det politiske landskab har i skarpe vendinger kritiseret politiets anbefaling om at flytte et debat- og interviewarrangement med Yahya Hassan på Vollsmose Bibliotek på tirsdag.

Digteren har selv kaldt det for en »falliterklæring«. Men sådan ser John Jacobsen ikke på det.

»Det har intet med ytringsfrihed eller forsamlingsfrihed at gøre. Det er hensynet til den offentlige ro og orden i Vollsmose, der ligger bag vores vurdering. Vi har de seneste to måneder kørt en forstærket indsats på grund af spændinger mellem et fåtal af områdets beboere og politiet. Det har vi haft rimelig succes med i forhold til at få styr på nogle enkelte elementer, og det gør, at der er ro i Vollsmose nu,« siger John Jacobsen.

Han mener, at en gennemførelse af arrangementet på Vollsmose Bibliotek ville tiltrække ballademagere udefra.

»Efter vores opfattelse vil der komme en del mennesker andre steder fra og forsøge at angribe enten politiet eller dem, der holder arrangementet. Det er derfor, vi frygter, at det vil være vanskeligt at sikre ro og orden i boligområdet,« siger John Jacobsen, der ikke mener, det ville være en løsning at tilføre politiet ekstra ressourcer.

Fyns Politi har i stedet anbefalet kommunen, at man finder et andet sted at gennemføre arrangementet.

»Vi har ikke nævnt noget om, at man bør aflyse arrangmentet. Vi har bare sagt, at man bør finde en anden lokalitet. Kommunen har tilbudt arrangørerne - Yahya Hassan og Tarek Omar (journalist, red.) - at flytte arrangementet til rådhushallen på rådhuset. Der kan man jo mødes i demokratiets hellige navn, og det vil for os være et egnet sted at holde det, og det ville vi sagtens kunne håndtere,« siger John Jacobsen, der tilføjer, at arrangørerne såvidt han er orienteret, har takket nej til at flytte arrangementet.