Funding: Udlændingedebatten er tilbage - men ikke som vi kender den

Ny dynamik i udlændingedebatten vil vise sig gennem valgkampen, mener politisk redaktør efter partilederdebat.

Den første partilederdebat viser, at dynamikken i udlændingedebatten er ændret fundamentalt.

Det mener politisk redaktør på Avisen Danmark Thomas Funding, efter at den første debat mellem de politiske ledere blev vist på DR tirsdag aften.

Ifølge Thomas Funding var det engang Dansk Folkeparti (DF), som stod for at føre en stram udlændingepolitik, men sådan er det ikke længere, lyder det.

- Det er gået fra, at Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl var dem, der definerede stram udlændingepolitik. Nu er der pludselig én - måske to - til højre for Thulesen Dahl, siger han.

Funding mener blandt andet, at den ændrede debat viste sig ved, at DF kun fik ordet én eller to gange, da debatten handlede om det, der ellers skulle være partiets berettigelse - netop udlændingepolitik.

Og det er en dynamik vi fortsat vil se gennem valgkampen, mener han.

/ritzau/