Fukushima – en by i Tyskland

Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Visse samtaler glemmer man ikke så let. Den 9. juli 2011 befandt jeg mig på Volkswagen arena i Wolfsburg i selskab med en tysk ministerpræsident. Nede på banen dystede de tyske vm-fodboldkvinder mod Japan. Trods hæderligt spil faldt snakken hurtigt på Tysklands beslutning om at udfase atomkraften efter ulykken i Fukushima og ikke mindst de manglende beregninger af, hvad beslutningen egentlig ville koste. På mine mange spørgsmål havde ministerpræsidenten dog til sidst et svar, der med ét gjorde alle andre spørgsmål overflødige: ”De må forstå, fru minister, at Fukushima og Tjernobyl er tyske byer”.

Og her havde han mildest talt en pointe. Allerede inden Tjernobyl-ulykken i 1986 var atomkraft stærkt omdiskuteret syd for grænsen. Med ulykken brød angsten imidlertid ud i lys lue og gav for alvor De Grønne vind i sejlene, medens andre partier blev kastet ud i store interne opgør. Er man i tvivl om det, kan man bare gå ind på amazon.de og se, hvor mange bøger der udkom i forbindelse med 25 års dagen for Tjernobyl-ulykken!

Da kansler Merkel blev konfronteret med tv-billederne fra Fukushima for præcist et år siden, var hun derfor ikke i tvivl. ”Das war’s”, skulle hun have udbrudt, og kun to dage efter havde hun reelt omstødt én netop vedtaget beslutning om, at livstidsforlænge de tyske atomkraftværker frem til 2040. Med endnu en atomkraftulykke – ganske vist i en helt anden tsnumani-truet del af verden – kunne Merkel ikke længere acceptere den ”Restrisiko”, der var forbundet med atomkraft. Fra at være en såkaldt ”broteknologi”, der skulle hjælpe Tyskland ind i den nye grønne tidsalder, mens nye grønne energikilder blev modnet, røg atomkraften helt ud af den tyske energipolitiske tidsalder.

Tysklands beslutning om at udfase atomkraften i 2022 skabte mildest talt furore i EU’s energiministerkreds. Merkel havde nemlig i skyndingen ikke haft tid til at konsultere resten af Europa. Ganske vist siger EU-traktaten, at hvert land har ret til at bestemme sit eget ”energi-mix”, men ikke desto mindre satte beslutningen jo de andre a-kraftnationer under pres til at følge trop, mens vi andre sad og grublede over, hvilke konsekvenser udfasningen mon ville få for energipriserne og EU’s fælles muligheder for at indfri klimamålene.

Det interessante spørgsmål ét år efter Fukushima er naturligvis, hvordan det så er gået med den tyske ”Energiewende”. Svaret, ikke særligt overraskende, er langt fra prangende. Og hvad kan man egentlig forvente, når man på så kort tid træffer en så vidtgående beslutning om at øge procentsatsen for vedvarende energi fra 20 til 35% i 2020? Som allerede antydet havde tyskerne f.eks. ikke nået at regne på omkostningerne, og ikke mindst derfor er der stor usikkerhed om, hvor store de forskellige investeringspuljer til grøn energi bør være. Netop i disse dage er finansminister Schäuble derfor på overarbejde…

Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at tyskerne heller ikke fik diskuteret igennem, hvilke energikilder der skal erstatte atomkraften. Jo, på sigt grøn energi, men her og nu er der brug for stabile ”back-up-kraftværker”, der kan erstatte akraften. Og det er kul og gas. Men hvem vil investere i dem, når budskabet er, at Tyskland på sigt skal være helt grønt? Og hvad med de grønne energikilders ”slagsider”? Når Tyskland skal have meget mere vindenergi, skal el-nettet naturligvis udbygges – hele vejen fra havvindmølleparkerne i Østersøen til den energihungrende energi i Baden Württemberg. Estimater peger på, at der er behov for 4000 km net. Men se, det er jo ikke populært pludselig at være nabo til en elledning, så udbygningen er stadig ikke rigtigt kommet i gang, samtidigt med at folkelig modstand har blokeret for den såkaldte CCS-teknologi – altså at kul kan renses for CO2 og lagres i undergrunden. For hvem vil bo oven på en ”CO2-losseplads”? Her kan der jo også være en ”Restrisiko”.

Det hele er mildest talt ikke blevet lettere af, at koalitionsregeringen er dybt splittet i spørgsmålet – personificeret ved de to kamphaner, miljøminister Röttgen og erhvervsminister Rösler. Röttgen vil gerne have fart på den grønne energi, mens Rössler konsekvent spørger til regningen og erhvervslivets konkurrenceevne– et billede, der også smitter af på EU-niveau. Og ”die Klimakanzlerin”? Ja, hun har rigeligt at gøre med at redde euroen! Men mon ikke hun snart gør klogt i også at gøre energipolitikken til ”Chefsache”?

P.s Japan vandt 1-0, men det ødelagde ikke den gode stemning. Det var jo nærmest et internt tysk opgør. Og hvem kunne ikke undgå at sympatisere med de japanske spillere, der efter kampen løb rundt med store bannere og takkede for den tyske hjælp efter den skrækkelige ulykke?