Friis Bach bliver ny udenrigsordfører

Den netop afgåede udviklingsminister Christian Friis Bach bliver ny blandt andet udenrigs- og fødevareordfører for De Radikale. Det blev besluttet på et gruppemøde tirsdag.

Christian Friis Bach ved overdragelsesforretningen, hvor han overlod udviklingsministeriet til sin partifælle Rasmus Helveg Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

I sidste uge trådte den ellers vellidte Christian Friis Bach (R) tilbage som udviklingsminister i regeringen for at overlade posten til Rasmus Helveg Petersen (R). Tirsdag blev den tidligere minister tildelt flere ordførerposter i partiet, herunder udenrigsordfører og fødevareordfører.

Christian Friis Bach bliver desuden ordfører for Grønland og Færøerne, ordfører for landdistrikter og øer samt gruppenæstformand. Dermed indtræder han også i gruppeledelsen hos De Radikale.

Udnævnelsen af Rasmus Helveg Petersen, som var partiets tidligere udenrigsordfører, som ny udviklingsminister og tildelingen af ordførerposter til Christian Friis Bach har desuden resulteret i, at blandt andet Lotte Rod (R) ikke længere skal udtale sig om fødevarepolitiske spørgsmål, men fortsat være børne - og undervisningsordfører og ordfører for uddannelse, forskning og innovation.

Den nye konstituering i De Radikales folketingsgruppe medfører også, at Andreas Steenberg (R) bliver ny klima- og energiordfører, og at Steenberg afgiver sit ordførerskab på IT-området til Jeppe Mikkelsen (R).

Sofie Carsten Nielsen (R) er fortsat gruppeformand, mens Camilla Hersom (R) og Christian Friis Bach begge er gruppenæstformænd.

Christian Friis Bach valgte torsdag i sidste uge at træde af som minister, fordi han havde givet Folketinget forkerte oplysninger i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens (V) bilags- og rejsesag hos organisationen GGGI.