Fremtiden for Europa tegner dyster

Danmark er på vej til at tage Englandsbåden og lægge sig op ad den skeptiske linje i EU, mener professor Uffe Østergaard. Han forudser et EU i flere hastigheder, hvor det bliver svært at begejstre nogen

I Frankrig har Marine Le Pens Front National vundet en massiv sejr ved søndagens regionalvalg. Og dermed er der også i Frankrig udbredt opbakning til et EU-kritisk parti. Professor Uffe Østergaard mener, at der ofte ligger nationale forklaringer bag: »I alle lande er der et stort element af, at det er de underprivilegerede, der stemmer imod.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE HUGUEN

Et markant dansk nej. Et Frankrig, hvor knap 30 procent støttede det EU-kritiske Front National ved søndagens regionalvalg. Og et Storbritannien på vej mod en folkeafstemning, der kan føre landet ud af Unionen. Er det europæiske projekt ved at gå i opløsning?

Professor på CBS i København Uffe Østergaard, som i mange år har studeret europæiske tendenser, historie og identitet, mener, at udsigterne er »dystre«. Men han er ikke sikker på, at begivenhederne i de tre lande er udtryk for samme bevægelse.

»Men de er sammenlignelige, fordi det er forskellige udgaver af et Europa på retur,« siger professoren.

Sejren til Front National i Frankrig er ifølge Uffe Østergaard en reaktion på fransk svaghed: en svag fransk økonomi, mangel på international indflydelse, høj arbejdsløshed og mislykkede forsøg på at reformere økonomien. For Storbritanniens vedkommende er det en forsinket reaktion på, at det britiske imperium er faldet.

»Så hæver man stemmen og siger, at det ikke kan passe. Samtidig opfatter man det som en skæbne værre end døden bare at skulle være et almindeligt europæisk land,« siger Uffe Østergaard.

Danskerne har med folkeafstemningen en klar forestilling om, at det er bedre ikke at være med i de fælles europæiske løsninger.

»I Danmark er der en frygt for at overdrage suverænitet fra noget, der fungerer godt, til noget, som man frygter fungerer dårligt. De nordeuropæiske lande har klaret sig bedre økonomisk, men her ser man reaktioner mod reformer og stramninger. Et oprør, som bliver oversat til et nej til Europa,« forklarer Uffe Østergaard.

Men den overordnede tendens er, at Europa er ved at miste sin status i verden, og det reagerer vælgerne på ved at søge mod stærkere nationalstater.

»Hele Europa taber indflydelse i verden som følge af den demografiske og økonomiske udvikling. Europa er under pres, fordi der bliver færre europæere og flere indvandrere. Så omdefinerer man indvandrere til europæere, men det bliver de ikke nødvendigvis europæere af.«

Men er EU også på retur, fordi opbakningen til det europæiske projekt smuldrer – vi ser højrenationale bevægelser vinde frem i hele Europa?

»Det er ikke sikkert. Jeg opererer ikke med nogen modsætning mellem EU og nationalstaterne. Uden at modstanderne har opdaget det, har EU udviklet sig til at være en føderation af nationalstater, som kommissionsformand José Manuel Barroso sagde det i 2012. Nationalstaterne er blevet styrket, og der er flere, som gerne vil have sig en nationalstat – skotterne og catalanerne blandt andre. Nationalstaten er i virkeligheden slet ikke på retur eller under pres af EU. Sådan fremtræder det bare,« siger Uffe Østergaard

Hvorfor så denne fremgang for partier og bevægelser, der er imod EU?

»Jeg tror, at der er nationale forklaringer. I alle lande er der et stort element af, at det er de underprivilegerede, der stemmer imod. Dem, der har fordelen af Europa, udgør mellem 25 og 40 procent af befolkningen. Det er ikke kun den akademiske og politiske elite, men også de eksporterende industrier. Det er det internationalt orienterede og eksporterende Danmark og så de snakkende klasser. Oprøret kommer fra resten, og de fleste af dem stemmer jo klart ud fra egne interesser. De er mere udsat for konkurrence i deres job. Det er muligvis kortsigtet, men en helt rationel holdning, at man vil bevare så meget som muligt i sin egen velfærdsstat.«

Ser du en samlet tendens til, at Europa falder fra hinanden?

»Ja, men som en logisk konsekvens af den model, vi er kommet til at udvikle – nemlig en koalition af nationalstater. For nationalstater handler primært i egen interesse, og så bliver det svært at arbejde efter den gamle fællesskabsmetode, hvor man vælger fælles løsninger og bøjer sig for hinanden. Det bliver sværere at indgå kompromisser. Nationalstaterne er over årene blevet styrket mere og mere og er blevet mere attråværdige i befolkningernes øjne, end de var lige efter Anden Verdenskrig.«

Hvordan tegner fremtiden sig for EU og det europæiske projekt?

»Den tegner dystert, kan man roligt sige. Det kræver en overmenneskelig indsats at redde projektet. Det har nok ligget i kortene gennem længere tid. Men vi vil se et EU i ikke bare forskellige hastigheder, men også med grupperinger, som går på kryds og tværs, og hvor man har forskelllige fordele og ulemper ved samarbejdet.«

Og hvor lægger Danmark sig i de grupperinger?

»Det er jo det, man er ved at finde ud af. Lige for øjeblikket ser det ud som om, vi stiger på Englandsbåden. Det er i hvert fald Liberal Alliances og Dansk Folkepartis politik. Men briterne er slet ikke interesserede i at etablere en koalition i EU under britisk ledelse. Premierminister David Cameron er kun interesseret i fordele for sig selv.«

Kan et sådant EU fungere og løse de problemer, som vi venter?

»Spørgsmålet er, hvad vi forventer, EU skal løse: økonomisk vækst, at beskytte Europa og genvinde indflydelsen i verden? Det er delvist modstridende og overmenneskeligt store krav. Men er forventningen blot, at EU holder uenighederne nogenlunde nede, og at man i et vist omfang optræder samlet, så kan det godt være, at EU kan fungere. Men det er jo ikke en fortælling, der kan begejstre nogen.«