Frederikssund Kommune kommer på baggrund af det materiale, der foreligger, ikke til at indlede en undersøgelse af folketingsmedlem Emilie Schyttes boligforhold.

Det meddeler kommunen torsdag i en mail til Ritzau.

- På det foreliggende grundlag har Frederikssund Kommune ikke en formodning om, at bopælsregistreringen er ukorrekt, skriver kommunen.

Sagen om Emilie Schyttes boligforhold kom frem tirsdag i Information, som i en artikel såede tvivl om, hvorvidt hun reelt bor i Frederikssund Kommune, som hun siger, at hun gør.

Tvivlen om boligrelationen skyldtes, at Emilie Schytte er svensk gift og blandt andet har lavet en del videoer til sociale medier fra en lejlighed i Malmø, hvor hendes mand bor med sine børn.

Herudover har naboer givet udtryk for, at der inden udskrivelsen til folketingsvalget i februar ikke var meget aktivitet ved hendes hus i Frederikssund Kommune.

Onsdag kom det så frem i Ekstra Bladet, at Emilie Schytte først 13. marts - 11 dage før folketingsvalget - skulle have fast bopæl i Danmark for at være opstillingsberettiget. Det meddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Det er blandt andet denne oplysning, som Frederikssund Kommune har lagt til grund for, at kommunen ikke indleder en undersøgelse.

- Frederikssund Kommune har på baggrund af den omtale, der i denne uge har været af MF (medlem af Folketinget, red.) Emilie Schyttes bopælsregistrering og bopælsforhold, undersøgt de faktiske forhold i sagen, skriver Frederikssund Kommune til Ritzau.

- I den forbindelse er kommunen blevet bekendt med, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i et svar til Ekstra Bladet har oplyst, at det er et krav, at man har fast bopæl i Danmark på tidspunktet for opstilling til folketingsvalg – det vil sige 11 dage før valget - men at der ikke er krav om et bestemt antal måneders eller års forudgående bopæl.

Eksperter, der medvirkede i Informations artikel, har senere sagt, at de ikke var opmærksomme på, at man først 11 dage inden valget behøvede at have bopæl i Danmark, for at være opstillingsberettiget.

Den 32-årige Emilie Schytte blev valgt ind i Folketinget for Borgernes Parti i Nordsjællands Storkreds med 533 personlige stemmer.

4. april forlod hun Borgernes Parti og blev løsgænger i skuffelse over partiets formand, Lars Boje Mathiesen.

/ritzau/