I midten af 1970erne hævdede vittige tunger, at den dengang kriseramte og blot ti mand store konservative folketingsgruppe kunne holde gruppemøder i en telefonboks.

I år ville spydigheden formentlig passe bedre på Liberal Alliance, der efter sit store valgnederlag nu blot har fire medlemmer af Folketinget. Ikke desto mindre havde partiet, der førhen var kendt for sine store armbevægelser, i denne uge henlagt årets sommergruppemøde til et nordsjællandsk slot.