Fredag morgen skrev Henrik Dahl om en samtale med Christina Egelund. Kort efter slettede han sit opslag
Ifølge Berlingskes politiske redaktør er der en magtkamp i gang imellem Liberal Alliance og Moderaterne. Selv afviser Henrik Dahl at kommentere.

Ifølge Berlingskes politiske redaktør er der en magtkamp i gang imellem Liberal Alliance og Moderaterne. Selv afviser Henrik Dahl at kommentere.

Fredag morgen opstod en spøjs situation.
I et opslag på det sociale medie X refererede Henrik Dahl (LA) fra en gammel samtale med Christina Egelund (M), som nu havde fået ham til at spekulere i ministerens uddannelsesmæssige baggrund.
Men kort efter slettede han opslaget.
På regeringens hjemmeside angives det, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har tre års uddannelse fra det franske universitet Sorbonne.
Og det er det, Henrik Dahl i sit – nu slettede – opslag stiller sig kritisk over for.
»Christina Egelund fortalte mig engang – mens vi begge sad i LA's folketingsgruppe – at hun ikke havde nogen afsluttende eksamen fra Sorbonne,« begynder han sit opslag.
Opslaget slutter han af således:
»Er man 'uddannet' et eller andet sted, man ikke har afsluttende eksamen fra? Eller er ens uddannelse lig med højeste, afsluttede eksamen? Jeg synes selv, at »uddannelse« er lig med afsluttende eksamen. Men sådan kan der være så meget.«
Det er dog ikke sådan, at Christina Egelund har puttet med sin manglende afsluttende eksamen.
Så sent som i oktober fortalte hun i et portrætinterview i Uniavisen, at hun ikke havde gjort sin bachelor færdig, fordi hendes franske kæreste fik et job i Canada, og at hun fulgte med ham.
Planen var således, at hun ville færdiggøre sin uddannelse derfra.
»Det gjorde jeg aldrig. Og det var bare godt gammeldags dumt,« siger hun til Uniavisen.
På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside står der desuden, at hendes studier ved Sorbonne er uafsluttede.

Henrik Dahls opslag kommer på baggrund af, at Moderaterne i aftes lancerede et hårdt angreb på Liberal Alliance.
I Politiken beskyldte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Christina Egelund Liberal Alliance for at være rykket i en mere nationalkonservativ retning i forbindelse med et forslag om at stoppe al udviklingsbistand til Palæstina.
»Det er meget isolationistisk og en ’vi vender ryggen til virkeligheden’-attitude, og det har populismens skær over sig,« sagde Løkke om forslaget.
Og han bemærkede, at behandlingen af beslutningsforslaget faldt sammen med Pernille Vermunds skifte til LA, som ifølge ministeren fremstod mere naturligt i beslutningsforslagets kontekst.
Christina Egelund, der tidligere har siddet i Folketinget for Liberal Alliance, var enig i Løkkes kritik, og ifølge hende vidnede det om nationalkonservatismens sejr i partiet, at man nu har indlemmet Pernille Vermund.
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har prikket til Liberal Alliance efter Pernille Vermunds skifte til partiet.
»Jeg vil bare ønske tillykke med fusionen mellem Liberal Alliance og Nye Borgerlige,« skrev han i går morges på X.
Ifølge Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, er den seneste udvikling udtryk for en kamp om vælgernes gunst.
»Der er en magtkamp i gang – særligt på de sociale medier – mellem Liberal Alliance og Moderaterne,« siger han.
»Liberal Alliance har tiltrukket mange vælgere blandt de storbyliberale humanister, som Moderaterne gerne vil have fat i. Derfor forsøger Moderaterne meget naturligt at gøre Vermunds entré i Liberal Alliance til et spørgsmål om, hvorvidt LA har skiftet politik og er blevet mere yderliggående i udlændingepolitikken.«
Chris Kjær Jessen tror dog ikke, at Moderaternes skræmmekampagne kommer til at virke. Henrik Dahls opslag ser han dog som et direkte svar til Moderaternes angreb.
»Lige dér blev magtkampen personlig. Jeg ved ikke, hvor centralt koordineret det tweet har været fra Liberal Alliances side, men jeg ser det som en tak for sidst for de angreb, som Moderaterne lancerede i det første døgn, efter Pernille Vermund skiftede parti.«
Berlingske har forsøgt at række ud til Henrik Dahl for at spørge, hvorfor han skrev opslaget, hvorfor han slettede det, og om det drejer sig om en magtkamp mellem Liberal Alliance og Moderaterne.
Han vil dog ikke stille op til et interview.
»Man skal ikke hænge sig i fortiden. Så det har jeg ingen kommentarer til,« skriver han i en sms til Berlingske.
Heller ikke uddannelses- og forskningsministeren vil kommentere sagen.