Frank J. står fast: Legaliser hash

Ny forskning viser, at hashmisbrug i de unge teenageår er med til at gøre folk mindre intelligente, men det får ikke Frank Jensen eller Enhedslisten til at droppe kravet om at legalisere hash. Tværtimod.

Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har en direkte effekt på din intelligens i mange år fremover, hvis du ryger meget hash som teenager. Og den effekt er negativ, viser et omfattende forskningsprojekt fra New Zealand.

Umiddelbart en grund til at sætte hårdt mod hårdt over for hashrygeriet. Men Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der tidligere har foreslået en legalisering af hash, holder fast i, at det er vejen frem.

Hvorfor dog?

- Som det er nu, så er hashbrugerne på lang afstand af myndighederne og behandlingssystemet. Fordelen ved et forsøg med legalisering vil være, at vi får bedre og hurtigere kontakt mellem hashmisbrugere og behandlingssystemet. Vi vil skabe en platform for bedre og mere effektiv oplysning om det negative i at være daglig hashryger, siger Frank Jensen.

Overborgmesteren understreger, at han ikke betvivler forskningen, der viser, at et hyppigt hashbrug skader indlæringsevnen.

- Det er ikke et forsøg på at underkende fagekspertisen. Det er bare en erkendelse af, at det nuværende system ikke reducerer antallet af hashmisbrugere, tværtimod er hashbruget i Danmark steget, siger Frank Jensen.

- Vi vil ikke legalisere hash for at få flere til at ryge det. En legalisering skal selvfølgelig ikke betyde, at det også skal være lovligt for unge under 18 år at ryge hash, ligesom det heller ikke er lovligt at udskænke alkohol til unge under 18 år, fortsætter han.

Facebook: Hvad mener du, skal hashen gøres lovlig? Del din mening.

Enhedslisten bakker op om Frank Jensen og argumenterer for, at en legalisering kan bruges som et værktøj til at forhindre helt unge i at komme ud i et misbrug og dermed risikere, at de bliver mindre intelligente end jævnaldrende, der ikke ryger hash.

- Man ved jo allerede, at det har nogle konsekvenser i forhold til kønsmodning og i forhold til, hvor man høj man bliver. Derfor er det rigtig vigtigt at få reguleret, hvordan hash bliver brugt i dag, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix.

Reguleringen skal ifølge regeringens støtteparti fungere via butikker á la Sveriges Systembolaget-butikker, hvor man kan købe og få råd om alkoholiske drikke. Således skal unge - og ældre - kunne få råd om hash, når de køber det i en butik.

- Det er der jo ingen kontrol med i dag, siger Stine Brix.

Hun håber, at en legalisering kan være med til at fjerne indtægtsgrundlaget ved hashsalget for rockere og andre bander. Men hashbutikker og offentlig tilgængelig rådgivning om pot er ifølge Frank Jensen ikke lige om hjørnet.

- Som hashlovgivningen er i dag, så er det meget begrænset, hvad vi kan gøre fra kommunal side. Det er en opgave for politiet, der kan skubbe pusherne lidt rundt i byen, og det bliver en skrue uden ende, siger overborgmesteren.

De newzealandske forskere har fulgt flere end 1.000 personer fra deres unge teenageår og 20 år frem til i dag. Konklusionen på det omfattende studie er, at den del af gruppen, der ofte røg hash i teenageårene, har en lavere IQ end dem, der ikke røg hash.