Fra Kragerup Gods over regeringskrise til Spejlsalen: Her er historien om Løkkes redningsplan

Baggrund: Et par valgtrusler, et ultimativt krav om topskattelettelser, en næsten lige så kategorisk afvisning af selv samme topskattelettelser og en regeringskrise. Det tog 232 dage fra Lars Løkke Rasmussen annoncerede sin 2025-plan, til den i dag blev præsenteret. Få hele historien her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen for regeringen foran Kragerup Gods i januar 2016, hvor der afholdtes regeringsseminar. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omgivelserne var idylliske.

Med bøgeskov, bakker og dybe søer i baggrunden rundede Lars Løkke Rasmussen to dages regeringsseminar af på det herskabelige Kragerup Gods i Vestsjælland med et pressemøde, hvor han for første gang nævne det, alt i dansk politik siden har snurret om.

Den pirrelige stemning var på det tidspunkt allerede begyndt at pirke til sammenholdet i blå blok, efter Anders Samuelsen siden valget flere gange havde vist sine stålsatte øjne frem og krævet topskattelettelser - og truet med at vælte regeringen, hvis han ikke fik dem.

Nu udskød Løkke forhandlingerne om at lette skatten både i bunden og i toppen til efteråret og sagde for første gang, at skattelettelserne skulle være en del af en samlet, langsigtet plan for dansk økonomi frem mod 2025.

»Det er min vurdering, at vi får det bedst mulige grundlag for at lave en ambitiøs skattereform, hvis den tager afsæt i en ny økonomisk 2025-plan, som regeringen derfor vil fremlægge til sommer,« sagde statsministeren på godset.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer til Kragerup Gods mandag d. 11. januar 2016, hvor der afholdes Regeringsseminar. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

2025-planen var født. Og med den bortfaldt Liberal Alliances automatiske garanti om at støtte regeringen, proklamerede Anders Samuelsen.

I en tid holdt det politiske Danmark vejret.

Men i stedet for at bringe regeringen i mindretal, udskød Samuelsen i stedet sin deadline for valgtruslen.

»Vi ved til jul, om vi får valg eller reformer,« sagde Samuelsen til Jyllands-Posten en måneds tid efter regeringsseminaret på Kragerup Gods.

Siden voksede klumpen af store aftaler, som skulle løses i 2025-universet. Samtidig blev fronterne mellem Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser på den ene side og Dansk Folkepartis modvillighed til selvsamme på den anden siden trukket kraftigere og kraftigere op.

Ingen kunne rigtigt pege på en måde, Løkke kunne binde den knude op. Og først i dag fik vi i sin helhed at vide, hvad statsministerens udspil går ud på.

Det skete, da han klokken 10.08 skridtede ind i Spejlsalen i Statsministeriet, tog opstilling ved podiet og fortalte, at han og regeringen lægger på til at sænke skatten i bunden og toppen - bare ikke for dem med en indkomst over en million - stramme udlændingereglerne, lade det offentlige forbrug vokse med 0,5 procent om året, skære i SUen og sende danskerne senere på pension (læs om detaljerne i planen her).

En times tid senere var pressemødet slut. Løkkes slutreplik om valgtruslerne kommer vi tilbage til.

Hemmelige 2025-udkast håndbåret i forseglede kuverter mellem ministerier

Siden Løkke stod på Kragerup Gods og gav offentligt liv til 2025-planen, har der udspillet sig et forløb, som kun en snæver kreds har været indviet i.

Planen, der skal sikre, at Løkke også har nøglerne til Statsministeriet på den anden side af jul, har været vendt og drejet under dybt fortrolige forhold i Løkkes inderkreds af ministre, rådgivere og de allerøverste topembedsmænd.

Ideer er blevet regnet på, justeret og regnet på igen. Og relevante dokumenter er sågar ifølge Politiken blevet håndbåret i forseglede kuverter mellem Finansministeriet og Statsministeriet.

Intet måtte slippe ud.

Venstres folketingsgruppe har været orienteret løbende om de overordnede tanker, men ikke i detaljer. På den måde er det helt ekstraordinært lykkedes regeringen at holde planens bærende elementer væk fra avisforsider og gule breakingskilte på tv hen over sommeren og helt frem til i dag.

Eller rettere; indtil i går, hvor Løkke i en direkte tale til interesserede danskere (heriblandt en hulens masse journalister) på Facebook løftede noget af sløret for planens indhold.

De manglende historier om planens indhold har givet ro til, at Løkke kunne time og finjustere planen, så den kiler sig ind mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og samtidig kan fungere som fundament og valgoplæg for Venstre i tilfælde af et folketingsvalg.

»Jeg har ikke ideologisk set noget imod, at folk betaler mindre i skat«

Ro var der til gengæld ikke henover foråret og den tidlige sommer blandt Løkkes støttepartier. Christiansborg-disciplinen at klatre højt i træer blev praktiseret med hver sin iver.

Liberal Alliances valgtrussel blev holdt synlig, og DF-formand Kristian Thulesen Dahl fik dansk politik til at ryste, da han 20. april tonede frem på DR og sagde, at han hverken til efteråret eller i resten af valgperioden, der kan løbe helt frem til 2019, ville være med til at sænke skatten.

Han kunne simpelthen ikke se for sig, at der var råd til det, lød det.

»Vi vil ikke være med i en skatteaftale om at sænke skatterne,« sagde han til DR.

 

Det politiske landskab spærrede igen øjnene op. Var det begyndelsen på enden for Løkkes regering?

Allerede to dage senere skitserede Thulesen Dahl dog et muligt kompromis.

Hvis han kunne få en »grundlæggende strategiændring« i dansk udlændingepolitik var det ikke umuligt at se konturerne af en blå aftale om skattelettelser, lod han forstå.

»Jeg har ikke ideologisk set noget imod, at folk betaler mindre i skat. Jeg går ikke til kamp imod, at folk må beholde lidt mere af det, de tjener,« sagde Thulesen Dahl til Berlingske.

Og åbnede så døren endnu mere:

»Når jeg reagerer på stigende udgifter på det her område, så vil jeg også reagere positivt - set med de andre partiers øjne - hvis udgifterne falder igen.«

Samuelsens valgtrusler og Thulesen Dahls advarsler mod topskattelettelser var dog ikke det eneste, der gjorde foråret i dansk politik højspændt.

I februar var der fuldtonet regeringskrise og gedigent splid i den blå lejr, efter at Søren Pape Poulsen og de Konservative udtalte mistillid til daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. En mistillid, der udløste en parlamentarisk krise så stor, at statsminister Lars Løkke Rasmussen undervejs truede med at udskrive valg.

Eva Kjer Hansen trådte tilbage, valget blev afværget og regeringen fortsatte. Men sammenholdet i blå blok havde taget skade.

På Folkemødet på Bornholm i juni spillede Søren Pape Poulsen ud med sit partis topprioritet i Berlingske: At få gjort noget ved boligskatterne - den mest utryghedsskabende skat herhjemme, ifølge Pape Poulsen.

232 dage siden Kragerup Gods blev 2025-planen til virkelighed

Dermed var de blå positioner allerede inden sommerferien velkendte for Løkke.

Og fordi det er lykkedes regeringen at holde indholdet af 2025-planen ude af medierne hen over sommeren, er de positioner ikke blevet ændret, udbygget eller gjort mere ultimative.

På partiernes sommergruppemøder blev de blot gentaget eller konkretiseret. Og derfor har Løkke i ro og mag kunne finpudse og færdiggøre sin plan.

Præcis hvornår den er gået i trykken vides ikke. Men i går blev Venstre-politikerne orienteret om indholdet på et flere timer langt møde på Marienborg, der sluttede af med lidt mad til de tomme maver.

 

Fra klokken 17 og godt fire timer frem blev V-folkene, både folketingsmedlemmer og ministre, nemlig indviet i det, Løkke talte til danskerne om på Facebook i går aftes, og som er blevet rullet fuldstændig ud i løbet af dagens seks pressemøder og på regeringen.dk.

Og så er vi tilbage til i dag i Spejlsalen i Statsministeriet.

232 dage efter at Løkke tog 2025-planen i sin mund for første gang på det idylliske Kragerup Gods, slog han foreløbig knude på planen, der skal sikre ham det fortsatte politiske lederskab af Danmark.

Om han er lykkedes med at udarbejde et grundlag, der kan forene egne ønsker for Danmark med Samuelsens stålsatte øjne og Thulesen Dahls stramme udlændingehånd, kommer de næste uger og måneder til at vise.

Selv sagde Løkke i sin 30 minutter og fire sekunder lange tale i Spejlsalen:

»Selvfølgelig er jeg klar til at tage et valg på den her plan. Men det er ikke derfor, jeg har lavet den.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer regeringens Helhedsplan - for et stærkere Danmark. Præsentationen finder sted ved et pressemøde i Spejlsalen kl. 10.00. Tirsdag den 30. august. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson.