Fortsat usikkert om danske styrker skal ud af Irak

Hverken udenrigsministeren eller forsvarsministeren svarer på, om danske styrker skal blive i Irak eller ej.

 
ccc

Det er endnu uvist, om S-regering vil trække danske styrker ud af Irak som konsekvens af den tilspidsede situation i Mellemøsten.

Forud for et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor regeringen fortroligt vil orientere Folketinget om situationen, vil hverken udenrigsminister Jeppe Kofod (S) eller forsvarsminister Trine Bramsen (S) sige noget om det.

Bramsen henviser til, at statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde onsdag klokken 16.30.

Statsministeriet oplyser, at hun her vil »kommentere udviklingen i Iran og Irak«.

Iran har senest angrebet to militærbaser i Irak - den ene med danske soldater - som en reaktion på amerikanernes angreb i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor den iranske militærleder Qassem Soleimani blev dræbt fredag i sidste uge.

Mens Enhedslisten mener, at de danske styrker skal ud af Irak, er Dansk Folkeparti uenig.

»Vi skal ikke stikke halen mellem benene og stikke af fra Irak nu. Det vil være at gå Irans ærinde og give Islamisk Stat mulighed for at komme tilbage,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl på vej ind til nævnsmødet.

Danmark er en del af en international koalition, hvis formål er at bekæmpe den militante bevægelse Islamisk Stat.

De Radikales leder, Morten Østergaard, siger forud for mødet i nævnet, at han ønsker klarhed over, om de danske soldater kan blive i Irak.

»Hvis vi ikke kan gennemføre den mission, vi er der for, så giver det ikke mening at blive.«

»Vi er der ikke for at bidrage til en amerikansk konflikt med Iran. Vi er der for at hjælpe irakerne med at opbygge deres sikkerhedsstyrke.«

»Det kræver både, at irakerne ønsker, at vi bliver, og at der er mulighed for at gennemføre missionen,« siger Østergaard, mens Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen siger:

»USA er Danmarks vigtigste allierede, og jeg begræder ikke, at den iranske general er død. Men den måde, det er sket på, rejser nogle spørgsmål, og jeg glæder mig til briefingen i dag.«

Jeppe Kofod har tidligere onsdag talt med sin irakiske kollega om situationen.

»Jeg kan bekræfte, at vi har haft en samtale om deeskalering i regionen. Det var en god samtale, og så har jeg ikke mere at sige til det,« sagde han.

Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der ledes af USA. Det danske bidrag på Al Asad-basen består i at uddanne irakiske soldater. Der er omkring 130 danske soldater udstationeret på basen.

Andre europæiske lande - Tyskland og Spanien - har trukket dele af deres styrker ud af Irak.

/ritzau/

/ritzau/