Fortrolig beretning blotlægger rå strid mellem Justitsministeriet og rigspolitichef

Kammeradvokaten og styrelse var særdeles kritisk i vurderingen af rigspolitichef Thorkild Fogdes ageren i minksagen. Statens advokat gik – på vegne af Justitsministeriet – længere end Minkkommissionen i kritikken, fremgår det af en fortrolig beretning.

Rigspolitichef Thorkild Fogde blev hjemsendt fra tjeneste i august sidste år. Sidenhen er han kommet tilbage i uniformen, efter han blev frikendt for at have begået tjenesteforseelser. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Et bemærkelsesværdigt opgør om ansvaret i minksagen har henover vinteren udspillet sig mellem Justitsministeriet og den på det tidspunkt hjemsendte rigspolitichef Thorkild Fogde.

Justitsministeriet, repræsenteret ved Kammeradvokaten og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, stillede sig således langt mere kritisk over for den nu tilbagevendte rigspolitichefs ageren under minksagen i november 2020 end hidtil kendt.