Forsvarsministeren tog på lynvisit hos F16-piloter i Kuwait

Forsvarsminister Carl Holsts (V) første besøg ved de udsendte enheder i krigen mod Islamisk Stat blev et hastigt og på flere måder anderledes besøg end forgængernes.

Under sit besøg hos de danske styrker i Kuwait og Irak fik forsvarsminister Carl Holst (V) blandt andet lejlighed til at møde de kritiske flymekanikere, som har gjort opmærksom på for stort et arbejdspres. Foto: Christian Brøndum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nye forsvarsminister Carl Holsts (V) premiere som gæst hos udsendte enheder, F-16-bidraget med base på Al Jaber-basen i Kuwait og træningsbidraget på Al Asad-basen ved Eufrat-dalen vest for Bagdad, blev en på flere måder anderledes rejse end forgængernes.

Tidligere forsvarsministre har rejst med stramme programmer, men Carl Holst havde accepteret et program, som kun tillod ganske få timers besøg i Kuwait og Irak. Resten af den mindre end to døgn korte rejse var flyvetid med et par timers søvn i en seng undervejs. Jo mindre forsvaret bliver, desto travlere synes ministeren at blive.

Noget lignede dog. Flere medier, blandt andre Berlingske, var inviteret til at følge rejsen, men delegationen var større end sædvanlig. Fire medlemmer af Folketingets forsvarsudvalg var med, og det samme var en embedsmandsdelegation omfattende to pressechefer fra henholdsvis Forsvarsministeriets departement og Værnsfælles Forsvarskommando.

Både departementschef Lars Findsen og forsvarschef Peter Bartram fulgte den nye minister, der ikke forsømte nogen lejlighed til at understrege, at han – åbenbart i modsætning til forgængeren – vil lægge afgørende vægt på forsvarschefens militærfaglige rådgivning, når han skal beslutte sig fremover. Departementet blev ikke nævnt. Ministeren leverede, som en af embedsmændene udtrykte det, en klar, strategisk kommunikation, som gav forsvarschefen en styrke, han har savnet længe.

Er flymekanikere nødt til at skrive breve?

Flymekanikerne, der for nylig via Berlingske offentliggjorde deres opfordring til statsministeren og partiformanden om at hjemtage F-16-flyene i et godt stykke tid, brugte deres få minutters spørgetid til at spørge ministeren, om soldater er nødt til at skrive breve for at blive hørt.

Ministeren forsikrede, at han havde kendt til flymekanikernes problem med for mange udsendelser i længere tid, men tilføjede, at brevet ikke var uvelkomment. Han forsikrede også, at den nyligt iværksatte konsulentundersøgelse om F-16-folkenes effektivitet givetvis vil dokumentere, at de danske F-16-teknikere og piloter er meget mere effektive end deres kolleger i udlandet. I øvrigt var konsulentundersøgelsen opfundet af den tidligere regering.

Men den største overraskelse mødte man på Al Asad-basen i Irak. De 120 danske soldater, der har til opgave at lære irakiske soldater mere om at skyde og om soldatergerningen i det hele taget, er meget tilfredse med deres elever.

Ganske vist har irakerne problemer med at fylde rækkerne. Den nyligt ankomne 75. brigade burde bestå af 3.000 soldater, men har kun 1.000 mand stående i geledderne, når boet gøres op. En tilsvarende stor afstand mellem måltal og det virkelige antal soldater finder man i hele den irakiske hær. Cirka 25 procent af pladserne er udfyldt af én soldat.

Til gengæld er de tusind mand i 75. brigade blevet udstyret med amerikanske M16-geværer, hvoraf en variant også bruges af det danske forsvar, og det har stivet moralen gevaldigt af, fortæller en af de danske trænere, major Klaus Kroll, som Berlingskes læsere kender som forfatter af flere kronikker om forsvaret.

Han er, ligesom chefen for træningsmissionen, oberstløjtnant Thomas Ø. Knudsen, en af de få, som bruger sit fulde navn. De fleste øvrige mener ligesom hovedparten af deres kolleger ved F-16-flyene i Kuwait, at de og deres familier er i fare for at blive ramt af Islamisk Stats hævn, hvis de fortæller, hvad de hedder. Kun cheferne synes villige til at acceptere deres familiers angiveligt risikofyldte skæbne.

75. brigade skiller sig positivt ud

Den 75. brigade er et lyspunkt, ikke blot fordi de møder til træning til tiden, i hvert fald de fleste af dem, men også fordi de vitterlig er meget motiverede, siger Klaus Kroll.

»Vi er udmærket klar over, at den irakiske hær er en kompliceret størrelse, men den 75. brigade er den bedste, vi har set hidtil. Motivationen er steget meget, da de fik de nye våben, som de kan ramme med. De føler, de er kommet på højde med fjenden,« siger Klaus Kroll og en af hans kolleger, der ikke vil have sit fulde navn i avisen, samstemmende.

Mens vi diskuterer de irakiske soldater, står Claus Holt på en improviseret talerstol med et dannebrog i ryggen og lover soldaterne, at deres arbejde med irakerne er lige så vigtigt som F-16-flyenes bombetogter.

Det er først for nylig, at antallet af irakiske elever har vokset sig så stort, at danskernes og deres amerikanske kollegers kapacitet udnyttes fuldt ud. Indtil for nylig havde irakerne så travlt med at forsvare sig mod Islamisk Stat, at de ikke samtidig kunne sende soldater på kursus. Klaus Kroll og hans kollega tager det som et godt tegn, at irakerne nu fylder pladserne til træning med folk fra deres bedste enhed.

Hverken Klaus Kroll eller hans kollega føler sig sat i skyggen af opmærksomheden om F-16-flyene.

»Men man er jo mere tilbøjelig til at få en klump i halsen, hvis man møder en stor flok glade pårørende fremfor nogle toldere, når man vender hjem til Danmark,« forklarer kollegaen. Men både bomberne fra luften og træningen af de soldater, der skal vinde mod terrormilitsen på jorden, er uundværlige, mener de.

»Og så har vi da fået flagddagen derhjemme,« lyder det en anelse syrligt fra Klaus Kroll.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, er efter tidligere besøg i Afghanistan taget hjem med en fornemmelse af, at resultaterne af NATOs indsats var mindre gunstige, end cheferner udlagde dem.

Efter besøget i Irak er hun stadig skeptisk. Kan man virkelig tro, at den irakiske hær nu vil kæmpe, spørger hun, mens vi spænder os fast og pakker os ind i hjelm og fragmentationsvest til returflyvningen til Kuwait. Men måske er der håb. Soldaternes overbevisning om fremgang har gjort indtryk. Der er håb. Og det er også relativt nyt.